PRÆRIEHUND


Eng: prairie dog;        Ty: Präriehund           Fra: Le chien de prairie


KOM GODT I GANG


BAGGRUND


Præriehunden Cynomys ludovicianus lever på det flade, græsbevoksede prærieterræn i den centrale del af Nordamerika, fra sydlige Canada til nordlige Mexico og fra Rocky Mountains i vest til Mississippi/Missouri i Øst. Præriehunden (sorthalet)  henhører under egernfamilien, d.v.s. den er beslægtet med egern, jordegern og murmeldyr.  Den er ca 30 cm lang og dertil en hale på knap 10 cm. , og vægten ligger på ca. 1 kg.  Præriehunden er lyst rødgrå eller lysebrun på ryg og sider, og gulgrå på maven. Den har fået sit danske navn  på grund af sin adfærd med at gø næsten som en hund samtidig med at den kaster hovedet bagover.  I samme områder og med samme levevis, men knap så hyppig,  findes også den hvidhalede præriehund.


Den  lever den i enorme kolonier, som dog ikke er så store og udbredte, som de var engang. Præriehunden laver et kompliceret gangsystem ned til 5 m under jordoverfladen. Der er sidegange, forrådskamre, soverum, toiletrum og nødudgange så de kan undslippe klapperslanger mv. Hvert indgangshul er omgivet af en rund jordhøj af opgravet materiale, som  beskytter mod oversvømmelse efter de voldsomme regnskyl.


Præriehunden er udelukkende dagaktiv. Dagen går med fødejagt, kropspleje, tumlerier,  boligforbedringer, nabobesøg og udkig efter fjender såsom prærieulve eller rovfugle. Under naturlige forhold lever præriehunden af græs, urter og rødder, men den tager også en del insekter


Vinterperioden tilbringer præriehunden nede i de underjordiske huler og gange, og indgangshullerne stoppes omhyggeligt, så den værste kulde holdes ude. Den sover en stor del af tiden, men som andre nærbeslægtede indenfor egernfamilien så vågner de jævnligt og æder noget af det forråd, den har indsamlet i løbet af sommeren.


Præriehunden er normalt meget fredelige og der opstår højst lidt småskænderier nu og da i de store kolonier. Men der er en form for rangorden i en given flok, og hvis der kommer en han for meget til, vil den dominerende han smide ham ud.


ANSKAFFELSE


Præriehunde kan man normalt ikke købe hos dyrehandleren, men han kan evt skaffe nogle hjem hvis han har gode forbindelser. Den bedste måde er nok at finde dem hos private via annoncering.


Præriehunden  er så absolut social og der skal mindst anskaffes et par, gerne flere. De finder normalt fint sammen, formentlig også hvis man bringer dyr sammen fra forskellige kilder. Der er ingen temperamentsgrunde eller andet som gør at man skal vælge mellem kønnene, bare der er begge dele.


Bemærk iøvrigt at hvis man anskaffer sig et par præriehunde, som er mellem 8 og 14 uger gamle, kan man få sig et par meget tamme og sjove kæledyr, evt også til at gå i et indendørs (større) bur. Men efter 14. uge bliver de for præget på artsfæller og er umulige at gøre rigtig tamme.


BURINDRETNING


Der er ingen tvivl om at det er ikke muligt for ”almindelige” mennesker at holde præriehunde. De kræver meget plads, så mindstekravet er en udendørs voliere på mindst 10 m², og det må gerne være flere gange større. Du skal beregne ca 1 m² til hvert dyr. Et sådant voliere kræver en omfattende indsats med udgravning mindst 1 meter - gerne mere - ned i jorden (frostfrit), hvor bunden dækkes af fliser eller beton (husk afløb til vand). I stedet for beton kan bunden dækkes af et 10-20 cm lag småsten. Der kan anbringes nogle huler (f.eks. af cement) forbundet til overfladen med cementrør, inden det hele dækkes med jord eller jord-grus igen.  Der skal nok være en overvægt af jord, da præriehunden ikke kan grave gange i for løst grusunderlag. Det er ikke strengt nødvendigt at lave kunstige huler til dem, de kan evt. godt selv.


Fodringen forgår bedst på et overdækket sted, f.eks. kan arrangeres et lille halvtag, således at foderet holder sig tørt. Hele volieren omgives dernæst af en næsten 1 m høj mur, for at forhindre dyrene i at slippe ud. Men det skal dog siges at præriehunde ikke er de værste udbryderkonger. Det kan godt være de ved ”et uheld” kan få gravet sig under indhegningen, men de vil som regel forblive i kolonien, så man kan nå at forsegle hullet. Det kan være en fordel at hele anlægget er bygget op ad en husmur, f.eks. Det vil også gøre det muligt at forbinde gangsystemet med en indendørs del, eller at arrangere et større halvtag over noget af volieren. Man skal tænke på at vort sommerklima nok rummer en del flere kolde og våde dage end det nordamerikanske. Der skal ikke arrangeres beplantning i volieren, kun sås græs, kløver og mælkebøtte mv.  


FODER


Præriehunde fodres i fangenskab med en god gnaverblanding som basisfoder. Dertil fodres supplerende med lidt hundefoder og insekter (melorme, fårekyllinger, græshopper). Desuden skal de have masser af friskt græs og grønsager såsom salat, gulerødder, mælkebøtte, kål, spinat, evt. vild pastinak-rod, kløver og gerne lidt æble. Og husk altid rigeligt med hø! De æder en del af det og bruger meget til at fore deres huler med. Der gives jævnligt vitaminer i vandet og de skal gerne have både gnavesten og mineralsten.


HÅNDTERING / AKTIVITERING


Man behøver ikke at tænke på at aktivere præriehunde. De har jo masser af plads at boltre sig på og grave i, og hvis man slipper lidt kryb ind i volieren skal de nok selv fange dem. Præriehunde skal normalt heller ikke håndteres, men det kan blive nødvendigt at indfange dem, flytte dem eller se efter sygdomme mv.


AVL / FORMERING


Præriehunde parrer sig i marts-april, evt nede i hulerne mens de stadig overvintrer. Der fødes  1 kuld med 2-3(5) unger 30-35 dage senere, d.v.s. først i maj. De nøgne og hjælpeløse unger dier i 7-8 uger, men allerede efter 5-6 uger kan man se dem oppe i det fri.

Man behøver ikke at foretage sig noget særligt i forbindelse med præriehundens forplantning, det klarer de fint selv. Men man skal selvfølgelig sikre, at der er ekstra rigeligt med friskt vand, og man må gerne fodre lidt ekstra med proteinrigt hundemad.


SÆRLIGE FORHOLD


I fangenskab lever præriehunden i 8-10 år. Det er sjældent man finder døde dyr på overfladen, så det er svært at bedømme hvor længe de lever. I naturen vil døde dyr blive slæbt op og væk, eller de ”begraves” ved at den gang de ligger i bliver lukket og forseglet.


Litteratur


Christiansen, Jørgen (1985): Marsvin, jordegern, præriehunde og andre gnavere (dyr i haven 1). Amulet Hobbyforlag; 160 s.

 

Sut-træet i Fælledparken

YournameCom © 2007 • Privacy Policy • Terms of Use