Ørkenrotte


Eng:  Gerbil.   Ty:   Mongolische Rennmaus.    Fr: La Gerbille


BAGGRUND


Ørkenrotten er en lille gnaver, som oprindeligt stammer fra Østasien, hvor den lever i tørre, ørkenagtige stepper. Den kaldes også for mongolsk gerbil. Den tilhører familien ørkenmus (Gerbellidae) med flere slægter og mere end 100 arter spredt i Europa, Asien og Afrika. Som kæledyr benyttes arten Meriones unguiculatus, som altså stammer fra Østasien. Der kan være lidt navneforvirring, idet ørkenrotter nogle gange sælges som springmus. Ganske vist har nogle arter af ørkenrotter længere ben og springer bedre, men ikke på niveau med rigtige springmus (Dipodidae). De rigtige springmus har enorme bagben, ca 3 gange så lange som forbenene og en meget lang hale forsynet med en dusk i spidsen. Da der muligvis kan være rigtige springmus i handelen også, så er det værd at se sig godt for.    


Men begge typer har samme levevis, d.v.s. de lever på græsstepper eller ørkener og laver veludviklede gangsystemer under jorden. De lever typisk af frø og andre plantedele, og en del flere insekter mv end de fleste andre gnavere.


I øvrigt er navnet ”ørkenrotte” et kedeligt navn, for den har som sådan intet med rotter - eller mus for den sags skyld - at gøre. Og det kan være en af grundene til at de ikke er helt så populære som de burde være. De er sjove, livlige og nysgerrige, og de har en familiestruktur, som man kunne fristes til at betegne som sympatisk. De er monogame og loyale og begge køn deltager i ungernes opvækst og pleje.


FODRING

Som grundfoder gives korn- og frøblanding til gnavere, gerne så varierede som muligt. Der kan normalt ikke købes færdige blandinger specielt til ørkenrotter.  Suppler med gulerødder, salat, kål, æble m.m., gerne usprøjtet/økologisk, men pas på med at give det i for store doser. Friskt græs og mælkebøtter er også populært, og det er ligeledes små mængder havregryn og rosiner mv. Giv dem også meget gerne friske grene at gnave i. Brug grene fra frugttræer, pil, birk, bøg, ahorn, eg og hassel.


Du kan i begrænset omfang variere med diverse fuglefrøblandinger, blot de ikke indeholde for mange solsikkefrø. Ørkenrotterne elsker solsikkefrø, og hvis de har mulighed for det, vil de foretrække at spise disse, men solsikkefrø bør kun anvendes som »delikatesse«, da de er ret fedende. Desuden kan ørkenrotterne indimellem fodres med insekter, orme o.l. Ørkenrotter æder normalt ikke hø.

Selvom ørkenrotter ikke drikker meget, så længe de får tilstrækkeligt med saftigt grønt og frugt, skal de altid have adgang til en drikkeflaske med frisk vand. Så er du også sikker på at hunnen får væske nok, når hun dier sine unger.


Den daglige mængde tørfoder ligger på ca 10 g  og dertil 5 ml vand. Det svarer til ca 300 g pr måned og da foder ikke bør opbevares mere end 3 ca måneder skal du kun købe 2-3 kg ad gangen, hvis du har 2-3 ørkenrotter.


Hvis du mener at der forsvinder langt mere end 10 g foder fra foderskålen hver dag, så kan du være sikker på, at det er fordi de samler forråd et eller andet sted.


BURINDRETNING

Buret skal være flugtsikkert, gerne i form af et terrarium med åben top, og et netlåg hertil er at foretrække. En familiegruppe har brug for meget plads, et bur på f.eks. 180 cm x 180 cm med en højde på min. 40 cm er langt det bedste. Desværre kan man p.t. ikke købe egnede bure til ørkenrotter i denne størrelse, men ved at sætte flere bure sammen med rør eller sammenføjninger i endevæggene kan man skabe den nødvendige plads.


Ørkenrotter elsker at grave underjordiske gange. Som bundmateriale kan anvendes 1/3 spåner, 1/3 muld, 1/3 sand plus masser af hø. Vil man bruge savsmuld, skal det være af den støvfrie slags, der kan købes hos dyrehandleren. Til understøttelse af gange bruges store rødder/grene. Og du kan supplere med næsten alt hvad fantasien kan fostre af rør mv, som de gerne indlemmer i deres gangsystemer. 

Bundlaget bør være min. 30 cm dybt, så dyrene kan grave gange. Herudover et sovehus, f.eks. en trækasse eller lerhule til hamster; de kan købes hos dyrehandleren.


Det kan være uhyre populært blandt dine ørkenrotter, hvis de får lov til at komme ud og løbe frit engang imellem i stuen eller værelset. Det giver dem lejlighed til at få rørt sig ekstra og at få oplevet nye sanseindtryk af alle mulige slags. Ørkenrotter vil normalt altid søge tilbage til buret for at få føde eller evt. vand, og af den grund bør du så kun fodre inde i deres bur. Men du kan selvfølgelig risikere at de får gnavet i ting, som du ikke vil have ødelagt. Ørkenrotter er enormt renlige og afgiver kun 1-2 dråber urin om dagen. Deres nyrer er i stand til at koncentrere urinen meget mere end vores (se også tema: urin og afføring).


Da ørkenrotterne rumsterer meget og flytter rundt med bundlaget vil du opleve at foderskålen næsten hver dag dækkes til eller at foder og bundlag blandes sammen. Derfor bør foderskålen egentlig anbringes lidt oppe, evt fastgjort til burets side, ligesom hos f.eks. fugle. Er der adgang til skålen via stige eller trin skal dyrene nok finde maden.

Buret bør være udstyret med en elpære i den ene ende (ikke for varmt). Sæt pæren over netlåget, så dyrene ikke kan komme til den. Sørg for god ventilation i buret.


RENGØRING

Man skal hver dag fjerne gamle rester af  frugt og grønt. Du behøver ikke at finkæmme bundlaget for  spredt tørfoder  hver dag, for ørkenrotter væder ikke deres bundlag i samme omfang som andre gnavere. Du kan evt. lade være med at putte for meget i foderskålen enkelte dage ind imellem, så skal de nok finde rester rundt omkring – det er en del af deres naturlige fødesøgningsmønstre. Men lad dog ikke foder ligge og flyde i bundlaget alt for mange dage.  Drikkeflasken skylles og genopfyldes helst dagligt. Giv jævnligt nyt hø.

Da ørkenrotterne ikke tisser ret meget, kommer buret ikke til at lugte, selvom man kun skifter det hver 14. dag. Bundlaget bør udskiftes helt i bund jævnligt, men det er antallet af dyr og dine egen lugtesans, som afgør om det skal ske med 2, 3 eller 4 ugers interval. Samtidig lægges gerne nye grene m.m. ned. Pas ekstra på, hvis der er reder med unger, når du skifter buret.


Et lille tips er at gøre det til en vane, at større rutiner omkring rengøring og pleje af dine ørkenrotter sker på samme tidspunkt hver dag. Det vil give dyrene en mere fast og genkendt døgnrytme, og de vil måske ligefrem sidde og vente på at du skal komme.


HÅNDTERING / AKTIVERING

Ørkenrotter tages op af buret i hul hånd. Luk ikke hånden om dyrene, og tag ALDRIG fat i halens yderste dele, da huden kan rives af, og så falder det blotlagte halestykke senere af. Pas på, dyrene ikke hopper ned, de kan komme til skade herved. Man ser dog nogle gange, typisk hos unger, at de ikke bryder sig om at sidde i hånden. I sådanne tilfælde skal man under håndtering holde helt inde ved haleroden på dyret, hvor det ikke vil beskadige halen/gøre ondt. Hvis ørkenrotten skal færdes uden for sit bur, skal det være under opsyn, og man skal sikre sig, at der ikke er ledninger eller andre farlige ting fremme, som den kan bide i eller komme til skade ved på andre måder. Hos dyrehandleren kan man få en lille indhegning, der kan bruges som løbegård.


Vær opmærksom på, at ørkenrotter er meget aktive dyr og er vågne i perioder på nogle timer ad gangen både om dagen og natten. Ørkenrotter ynder at grave gange og gnave. Giv dem derfor friske gnavegrene, evt. af usprøjtede frugttræer og barkstykker. Tilstrækkeligt dybt bundlag (som beskrevet under Burindretning). Indret gerne buret med krukker og »rørsystemer« (kan fås i dyrehandlen), som ørkenrotterne kan udforske og gemme sig i.

Giv dem engang imellem insekter, f.eks. græshopper og melorme.


AVL / FORMERING

En ørkenrotte kan blive op til 3-5 år gammel. Den bliver typisk kønsmoden, når den er 7 uger gammel. Ønsker man at avle på hunnen, bør man dog vente, til hun er ca. 4-5 måneder gammel, før man lader hende blive drægtig, af hensyn til hendes vækst og helbred. Hunnen kan blive drægtig, indtil hun er ca. 2 år gammel.


Vær opmærksom på at ørkenrotter er meget monogame. Hvis du adskiller et par, eller hvis den ene dør, så er det ikke sikkert at den anden uden videre vil danne par med en ny partner.

Hunnen har en kort brunstcyklus på 4-5 dage. Hun er gennemsnitligt drægtig i 24-26 dage og føder normalt 4-6 unger, men der kan godt være helt op til 11 unger i et kuld.


Udviklingen forløber, som hos andre små gnavere, hurtigt. På 5.dagen kan de høre, på 7.dagen begynder de at få fin pels og 10 dage gamle kan man ane kønsforskel. Ca 10-12 dage gamle kan de se og begynder at kravle rundt. Ungerne skal ikke tages fra moder og søskende, før de er ca. 6 uger gamle, af hensyn til at opnå en normal udvikling (prægning).


SÆRLIGE FORHOLD


Som mange andre små gnavere kan ørkenrotten nemt få luftvejsinfektioner, i form af f.eks. snue, besværet vejrtrækning og evt. klikkende lyde ved vejrtrækning. Særligt udsatte er unger og ældre/svagelige dyr, og årsagerne kan være utilstrækkelig ventilation af terrariet, kulde eller mangelfuld rengøring/udskiftning af bundlaget. Et meget støvende bundlag kan irritere ørkenrottens næse og luftveje, og derfor bør f.eks. almindeligt savsmuld ikke benyttes i terrariet (benyt evt. en støvfri variant eller savspåner i stedet, kan fås i dyrehandler). Bemærk at ørkenrotter skal have et meget tørt og lunt levested

hvis den skal bevare et godt helbred. Udsættes de for fugt og kulde vil de få lungevejsinfektioner. Under danske vejrforhold kan de kun holdes udendørs i særlig lune og stabile sommerperioder.


Ørkenrotter har en leddelt hale, som nemt kan skades og senere visne af, hvis den hænger fast i noget eller holdes i. Løft derfor aldrig din ørkenrotte i halen.

Da ørkenrottens tænder er rodåbne (dvs. vokser livet igennem), kan den, hvis disse ikke slides korrekt og tilstrækkeligt, få forvoksede tænder. Der skal derfor altid være rigeligt med velegnet gnavemateriale, da det medvirker til at sikre et tilstrækkeligt slid på tænderne. Forvoksede tænder skal behandles hos dyrlægen.

Diarré kan udløses af for meget grønt foder og kan i så fald udbedres ved at skære ned på grøntfoder i nogle dage.

Tyzzer's disease er en dødelig og smitsom sygdom, hvis symptomer bl.a. er diarré, træthed og appetittab, og kan medføre døden allerede efter et døgns sygdom. Tyzzer’s disease kan behandles med antibiotika, og man skal straks søge dyrlæge, hvis man har mistanke om denne sygdom ud fra ovennævnte symptomer.

YournameCom © 2007 • Privacy Policy • Terms of Use