Jordegern


Eng: chipmunk;Ty: Burunduk/Streifenhörnchen;  Fr: L`écureuil de Corée 

BAGGRUND


Jordegernet (Eutamias sibiricus) tilhører egernfamilien, som foruden egern omfatter flyveegern, steppeegern (sisel), præriehunde, murmeldyr og andre arter af jordegern. Det nordamerikanske jordegern (Tamias striatus) kendes som ”chipmunks" – Chip og Chap, men nu om dage er det mest det sibiriske jordegern, der benyttes som selskabsdyr herhjemme. Det er et lille vævert og stribet egern med en kropslængde på ca 15 cm og en hale på ca 10 cm. Jordegernet vejer omkring 100 g som voksne. Hannerne tager på i vægt op til parringstiden og kan da nå 125 g,  bl.a. opnår testiklerne en ret anselig størrelse (som en valnød). I naturen graver jordegernet en enkelt lang gang under jorden (1-4 m), som ender i et rederum op til 1 m under overfladen. Her lever de alene, uden artsfæller. Ligesom hos hamstere har jordegernet veludviklede kindposer beregnet til at bære større portioner af føde tilbage til boet.


Det sibiriske jordegern er udbredt fra østlige Finland til Manchuriet, stort set kun i det tempererede bælte. Han og hun tilbringer kun lidt tid sammen i parringstiden, og det er hannen, som med karakteristiske fløjt gør hunnen interesseret. De går normalt altid i hi i den kolde vinter, men ikke totalt i dvale,. Der er tale om en slags vintersøvn, eller perioder med vintersøvn, for dyrene vågner op engang imellem, ta`r sig en ”natmad” og lægger sig igen.  

I april genoptages normal aktivitet og hannerne strejfer rundt i søgen efter hunner. Denne særlige omstrejfen, som gør hannerne mere udsat for rovdyr, medfører et væsentlig større tab af hanner. Måske er dette på en eller anden måde årsagen til at der fødes flest hanner i kuldene, ca 75%! Den gennemsnitlige levetid i naturen er måske omkring 2 år, mens de i fangenskab kan leve 10 år. 


ANSKAFFELSE


Jordegernet er et sjovt og livligt dyr at studere – og meget hurtigt! De kan købes hos dyrehandlere ind imellem, eller hos private via diverse annoncer.  Men vær opmærksom på, at der kan være andre jordegernarter i handlen. Der findes tropiske arter, som er mere end 17 cm (snude til halens basis). Så hvis du køber et voksent jordegern, der er mindre end ca 17 cm (eller max 30 cm inkl. hale), og uden øreduske, så skulle det være et sibirisk.

Prisen i 2008 bør ligge mellem 300 og 500 kr pr stk.


INDRETNING AF BUR


Jordegern har -  trods sin beskedne størrelse – et meget stort bevægelsesbehov. Små indendørs bure kan slet ikke anbefales – der skal mindst 1 m³ til. Jævnligt ser man omtalt at mindre bure sagtens går an, men det giver dem ikke gode udfoldelsesmuligheder, med stereotypier (ensformige ”kedsomheds” bevægelses-mønstre)  som resultat. Jordegernet er velegnet til at holdes i et udendørs bur (voliere), blot en del af det er overdækket og beskyttet mod regn og blæst. Man kan godt bruge et 10-15 m² stort bur til et par, men det skal indrettes således at han og hun er isoleret i hver sin private halvdel, i fred for den anden. Lav en redekasse til dem hver, f.eks. på størrelse med en stærekasse, blot med et lidt større indgangshul. En passage mellem de to halvdele skal være lukket de første måneder, hvorefter dyrene har indrettet sig i deres private del. Derefter kan passagen holdes åbent, men dyrene vil fortsat respektere passagen som en usynlig grænse.


I fri natur udviser de territorialadfærd idet de forsvarer et territorium på størrelse med en større parcelhusgrund, men et noget mindre voliere kan altså også bruges, bare det er indrettet med forskellige grave-, klatre- og gemmemuligheder.

Det er muligt, at du stadig synes det må være forsvarligt at holde et jordegern indendørs i et mindre bur. Men læs alligevel afsnittet om dyrenes naturlige levevis igennem endnu engang og overvej det igen. Gør så i hvert fald  ALT hvad du kan for at den har så stort et bur som muligt. Ellers er det altså synd for dyret på lang sigt.


FODER


I naturen lever jordegernet af en alsidig kost af både plantedele, frø og insekter samt muse- eller fugleunger. I fangenskab benyttes gerne en færdig foderblanding til jordegern, men husk at supplere med animalsk foder, f.eks. insekter, æg og hundemad. Melorme er fint, men helst ikke mere end 5 om dagen. Der skal gives forskelligt tilskud dels for næringens skyld, dels for underholdningsværdien. Giv gerne friske grene om foråret, hvor de veludviklede knopper giver gode vitaminer og mineraler. Desuden nødder, kogler og lidt frugt.

Et voksent jordegern vil æde ca 30 g foder om dagen, så en pose med 1 kg skulle holde i 1 måned. Men vær opmærksom på at de evt graver noget af det ned, og så skal du give dem mere.

Og der skal selvfølgelig altid være friskt, rent vand til rådighed


AKTIVITET


Som nævnt flere gange så er jordegernet et meget aktivt og hurtigt dyr, men det betyder ikke at det spæner rundt ustandseligt. Men det skal have mulighed for at få en udfordrende tur rundt i sit territorium. Et løbehjul kan være en mulighed, men hvis jordegernet bruger det meget, så er det nok fordi volieren er for lille. Derudover er jordegern ikke særlig tiltrukket af gnaverlegetøj og gnaveting. Det kan godt være at jordegernet bliver fortrolig med dig og accepterer berøring, men du skal ikke altid regne med at de bliver meget håndtamme.

I et udendørs voliere indledes vintersøvn i oktober eller november. I det menneskeskabte voliere med redekasser, som ikke er gravet dybt ned, er det ikke hensigtsmæssigt at lade jordegernet overvintre udendørs. Flyt forsigtigt redekassen til et køligt, frostfrit – gerne mørkt – sted, og lad jordegernet få ro. Det vil formentlig have indrettet et madforråd, som den æder af. Sørg for at lukke redehullet med net eller anbring kassen i et lille fuglebur el. lignende. Så er der også mulighed for at tilbyde den drikkevand.

Giv gerne jordegernet mulighed for at sandbade, f.eks. i chinchillasand, det elsker de.


FORMERING


Når dine jordegern har parret sig, burde du allerede efter 14 dage  kunne se at hunnen er drægtig. Den er drægtig i 1 måned, og specielt den sidste tid er hun omfangsrig og besværet, og hun sover mere end normalt.  Mens hun er drægtig skal der være ekstra tilbud af foder, specielt gnavesten med kalk og mineraler. I drægtighedsperioden og i den halvanden måned lange diegivningsperiode skal hun hver dag have en skål med en frisklavet blanding af vand og mælk (1:1) tilsat 1 dråbe multivitaminblanding. Hunnen er meget følsom for forstyrrelser de første 14 dage. Giv hende ro, og skal du kigge, så gør det mens hun kortvarigt har forladt boet. Efter 3 måneder kan ungerne fjernes fra moderen og evt sælges. Når de er 4 måneder gamle begynder deres territorialadfærd at vise sig, og de må skilles ad og der skal indrettes overvintring til dem. Først næste forår er de kønsmodne.


SÆRLIGE FORHOLD


Da jordegernet i det meste af sit udbredelsesområde lever under klimaforhold svarende til det danske et er meget VIGTIGT at være opmærksom på at jordegernet ikke slipper ud. De kan  formentlig sagtens overleve i dansk natur og klima, og vi ønsker ikke at dette sker (se rubrik om faunaforurening).


LITTERATUR

Christiansen, Jørgen (1985): Marsvin, jordegern, præriehunde og andre gnavere (dyr i haven 1). Amulet Hobbyforlag; 160 s.


Von Frisch, Otto (2000): (om jordegern). Aschehoug forlag

 

YournameCom © 2007 • Privacy Policy • Terms of Use