Ilder/fritte | godedyreraad.dk

Ilder/fritte

Eng.: polecat/ferret; Ty: Frettchen, Fra: Le Furet

KOM GODT I GANG (resummé)

Fritten (Mustela putorius furo) er en underart af ilderen (Mustela putorius), som tilhører mårfamilien (Mustelidae).

I forbindelse med at man har avlet på ildere og har gjort dem til husdyr, har man i en af avlsretningerne med tiden udviklet en albinoform, som har fået sit eget navn: fritten. Denne betragtes nu som en underart af ilderen. Den er nærmest altædende hvad angår animalsk foder: alle arter af gnavere, muldvarp, kaniner, frøer, snoge, fugle (herunder gerne fjerkræ) og fugleæg, firben, fisk og insekter. Bær og frugt tages i sjældne tilfælde.

Ilderen har, som de andre arter i mårfamilien, analkirtler på hver side af endetarmsåbningen. Fra disse kirtler udskilles en ildelugtende væske, når ilderen føler sig truet. Men der er normalt en lille udskillelse hele tiden, hvilket giver ilderen en konstant lugt af ”rovdyr”. I Danmark er det ikke tilladt at bort-operere analkirtlerne.

Modsat den vilde ilder, som lever alene undtagen i parringsperioder, er tamilderen og fritten meget social, så flere hunner og kastrerede hanner kan med fordel sættes sammen – observer dog altid for eventuel aggression i den første periode efter sammensætningen. En fritte anskaffes bedst som unge, gerne fra de er ca 10 uger gamle.

Hvis man ikke skal avle på dyrene, anbefales det at sterilisere dem, når de bliver kønsmodne. Kastrering af hanfritter medfører at de bliver mere omgængelige/rolige og lugter mindre. Hunner, der ikke skal parres/avles på, skal steriliseres, da de ellers kan udvikle livstruende anæmi.

Fritten fodres bedst med 2-3 små måltider i løbet af dagen. Anbefalet fordeling af foderet er 80 % animalske og 20 % vegetabilske bestanddele. Heraf skal minimum 38% af foderet være animalsk protein, minimum 18% fedt og et fiberindhold på under 4 %. Fritten er et rovdyr og skal have meget protein, og dens korte tarmsystem tåler dårligt fibre. Især hos drægtige og diegivende hunner og hos unger er der behov for meget animalsk protein og fedt i kosten.

Som grundfoder kan man give fritten speciallavet frittefoder, der kan købes i dyrehandler. Fuldfoder, der lever op til ovenstående retningslinjer, behøver ikke tilføres vitamin- og mineraltilskud. Det er her en fordel at bruge tørfoder, da det er med til at forebygge tandsten. Til nyligt fravænnede hvalpe kan man opbløde tørfoderet i lidt vand umiddelbart før servering.

Til 2 fritter kan buret måle ca 80x80x80 cm, men mere plads må klart anbefales. Som retningslinje bør bundarealet være 1 m², hvis der kun er en fritte, og det øges med ca. 25 % for hver ekstra fritte. Højden skal altid være minimum 80 cm. Der findes ikke decideret ilderbure i handlen i Danmark, men store kaninbure i metalgitter kan fint bruges

Indret et toilet af en kattebakke med klumpende kattegrus i stor kornstørrelse. Dette er vigtigt, for dyrene graver gerne hovedet ned i gruset, og fint grus kan derved let kan sætte sig i slimhinderne og i øjnene. Af samme grund bør man aldrig bruge savsmuld eller spåner i bakken, da støvet herfra vil genere dens luftveje og øjne. Alternativt til storkornet kattegrus kan man bruge miljøstrø

Når du har anskaffet en ung fritte er en af de allerførste ting at få vænnet den af med at bide. En anden vigtig ting at få bragt i orden hurtigt er ”pottetræning”. Det er ikke svært, for fritten er et renligt dyr, som af sig selv gerne vil lægge sin afføring i et hjørne. Brug en kattebakke eller en hjørnetoiletbakke med høje sider

Vær meget opmærksom på at en fritte er legesyg næsten hele tiden fra det øjeblik den slår øjnene op til den tager en lille skraber i løbet af dagen. Næsten alt ser ud som muligt legetøj i en frittes øjne. En fritte er et yderst aktivt dyr, som gerne vil være i gang hele tiden. Du skal tilbringe op mod 4 timer hver dag sammen med din fritte. I skal lege, gå tur, ordne pels og kløer og meget andet – mest lege

En fritte bliver som regel 5-8 år gammel, men rekorden er 17 år. Så hvis du ikke steriliserer din fritte kan du avle adskillige kuld med den, men du skal naturligvis have fat i en partner.

Fritten kan blive kønsmoden, fra den er ca. 6 mdr., og drægtighedsperioden er gennemsnitligt 40-42 dage. Kuldstørrelsen er 4-12 hvalpe, og der fødes gennemsnitligt 8 hvalpe pr. kuld. Hvalpene åbner øjnene og begynder at kunne høre, når de er mellem 3 og 5 uger gamle.

BAGGRUND

Fritten (Mustela putorius furo) er en underart af ilderen (Mustela putorius), som tilhører mårfamilien (Mustelidae). Ilderen og fritten er således nært beslægtet med mårer, zobel, hermeliner, mink, men også grævling, odder, havodder, jærv og stinkdyr – i alt ca 70 arter. Mennesket begyndte for flere tusinde år siden at tæmme og herefter avle på ildere til brug i rotte- og kaninjagt. Der er teorier om, at den nuværende tamform – fritten – er fremavlet fra en geografisk race af ilderen, nemlig steppeilderen (Mustela putorius eversmanni) (sydøsteuropa). I forbindelse med at man har avlet på ildere og har gjort dem til husdyr, har man i en af avlsretningerne med tiden udviklet en albinoform, som har fået sit eget navn: fritten. Denne betragtes nu som en underart af ilderen. På lang de fleste grundlæggende punkter adskiller fritten sig dog ikke fra ilderen, hvis naturlige levevis udgør en basis for at forstå fritten.

Den vilde ilder er udbredt i det meste af Europa, med undtagelse af de mest nordlige og mest sydlige egne. Østpå findes den til Uralbjergene. Ilderen lever i næsten alle biotoper, men trives bedst med lidt skov i nærheden. Den er overvejende nataktiv, men kan til tider ses om dagen – ofte har jeg set den liggende trafikdræbt i vejsiden! I marts parrer de sig og 6 uger senere fødes 4-5 unger. Den er nærmest altædende hvad angår animalsk foder: alle arter af gnavere, muldvarp, kaniner, frøer, snoge, fugle (herunder gerne fjerkræ) og fugleæg, firben, fisk og insekter. Bær og frugt tages i sjældne tilfælde.

Såvel fritten som den vilde form af ilderen anvendes stadig i pelsavlen, evt i en række farvevariationer. Ilderens pels er ikke så fin som minkens, men har til gengæld sit eget farvespil skabt af den særlige pelsstruktur. Den har en tæt og blød basis af lyse uldhår og en relativ tynd besætning af de længere, mørke dækhår. Ilderens pels er også stivere end minkens, og hårene er generelt mere grove i det.

ANSKAFFELSE

Ildere eller fritter kan anskaffes flere steder. Nogle dyrehandlere har dem eller kan skaffe dem, og der er private, som annoncerer i dagpresse og magasiner. Der er også avlere, som sælger større mængder. Priserne varierer en del, men kan svinge fra f.eks. 500 kr til 1500-2000 kr.

Hvalpene kan blive hos hunnen, til de er ca. 6 mdr., men tag dem fra tidligere, hvis hun virker generet af dem, eller hvis hun bliver for tynd. De bør tidligst sælges, når de er 10 uger gamle. Man kan måske godt finde dem til salg 6-9 uger gamle, men det er ikke altid en god ide at købe disse; hvalpen har enormt godt af at få en fuldendt barndom sammen med dens søskende og moderen. Den lærer stadig en hel del og den vil sandsynligvis blive mere tillidsfuld og kærlig som voksen. Så vent selvom du kan føle dig presset/fristet!

I mange tilfælde ønsker man kun at anskaffe sig en enkelt fritte, og så er det ikke afgørende om man får en han eller en hun, da de er ret ens m.h.t. adfærd. Hannen bliver dog størst og vejer gennemsnitlig dobbelt så meget (ca 2 kg) som hunnen. Måske kan hanner have en tendens til at være lidt mere kælne og rolige. Det er mere vigtig at du anskaffer den som hvalp, og at du udser dig den kvikkeste af dem du skal vælge blandt.

FODER.

Fritten kan i øvrigt i en vis udstrækning fodres som en kat, i perioder hvor man måske ikke lige netop har specielt frittefoder til rådighed. De stiller næsten samme krav til foderets ernæringsmæssige sammensætning, dog ikke hvad angår modermælk. Du kan benytte almindeligt kattefoder i perioder, men jeg vil KRAFTIGT anbefale de dyre og gode typer, som er mest baseret på animalsk protein og fedt af god kvalitet. Også frittens hvalpe kan fodres med killingefoder af en god kvalitet (dåsemad).

Herudover kan der suppleres med aktiveringsfoder såsom små fisk, hele klumper oksekød, melorme, græshopper og regnorme eller 1 råt æg. Skært kød (dvs. kød uden knoglestykker) skal dog suppleres med kalk- samt vitamin- og mineraltilskud. Insekter bør suppleres med kalk, da de i sig selv er meget kalkfattige.

Fodrer man med større kyllinger/knogler, er der en risiko for, at bensplinter kan sætte sig fast i halsen på fritten.

Sørg helst for at udvikle en fast rutine i din fodring, med en god blanding af diverse. Undgå omfattende foderskift eller lad det ske gradvist, f.eks. skal fritten vænnes langsomt til at æde foderdyr for at undgå diarré og formindske risikoen for problemer med bensplinter i fordøjelseskanalen.

Som nævnt har fritten – som de fleste kødædere – et kort tarmsystem, skabt til at fordøje animalsk føde. Vegetabilsk føde kan sjældent fordøjes, så det skal begrænses til en lille smule frugt eller bær mv. Al anden planteføde såsom brød, pasta, grød, majsvælling mv skal undgås. Fritten må heller ikke få komælk, det tåler den ikke ret godt. Har man problemer med en hun som ikke vil die ungerne ordentlig kan man bruge gedemælk.

Undgå at give godbidder med sukker, stivelse og fibre, det er ikke sundt for fritten. Undgå for enhver pris slik, kager, chips og lignende. Det er, som jeg har sagt før, lovligt at give mennesker dette, men rent dyrplageri at give dyr det. Og trods navneligheden så hører pommesfritter ikke hjemme i frittens kostplan.

Der skal altid være adgang til frisk vand– gerne fra en stor drikkeflaske (f.eks. 1 l’s volumen). Alternativt kan man bruge en tung hundeskål af ler til vand, lettere skåle vælter fritten hurtigt.

Burindretning

Indendørs bur

Minimumsmål: Til to fritter kan buret måle ca. 80 x 80 x 80 cm. Dette er absolutte mindstemål, og mere plads må klart anbefales. Som retningslinje bør bundarealet være 1 m², hvis der kun er en fritte, og det øges med ca. 25 % for hver ekstra fritte. Højden skal altid være minimum 80 cm. Der findes ikke decideret ilderbure i handlen i Danmark, men store kaninbure i metalgitter kan fint bruges. Men du kan til nød lave et selv af træ og med et solidt trådnet med masker så små, at ilderen ikke kan få hovedet i klemme. Men træbure har dog den ulempe at de let kommer til at lugte af urin, fordi de er svære at rengøre ordentligt, men det vil hjælpe hvis burets bund ikke er lavet af træ. Anbring altid mindst et par afsatser (hylder) i buret, som dyret kan springe op og ned af.

For at sikre frittens behov for plads kan man derfor sætte bure sammen i forlængelse af hinanden med åbninger i de tilstødende sider eller ved at sammenkoble flere bure oven på hinanden via åbninger i hhv. loft og bund. Sammenkobler man burene via f.eks. plastrør, giver det ekstra aktivering for fritten, da man derved skaber adskilte rum, som fritten på skift kan vælge at opholde sig i. Da fritter herudover holder meget af at ligge i og kravle gennem smalle passager, er det også i den henseende en god idé at lave denne form for sammenkoblinger. Plastrør til fritter i flere forskellige former fås i dyrehandlen.

Mange fritter holder af at hvile i en hængekøje af stof, evt. med for af lammeuld, som kan købes i dyrehandler. Anbring gerne flere i buret. Fritten har brug for at kunne trække lidt væk, når den bliver træt.

Af samme grund bør man aldrig bruge savsmuld eller spåner i bakken, da støvet herfra vil genere dens luftveje og øjne. Alternativt til storkornet kattegrus kan man bruge miljøstrø (sammenpressede spåner) eller »Gnavz« (flager lavet af plantefibre og tang), der ikke støver og dermed ikke giver samme problemer som almindelige spåner/savsmuld.

Husk at fritten er et meget renligt dyr, så det er vigtigt at placere kattebakken så langt som muligt fra vand og madskåle i buret. Men resten af burets bund skal også dækkes af bundmateriale. Det kan være gamle aviser, hø, halm eller træpiller og lignende. Sørg også gerne for nogle gamle klude inde i buret; fritten vil gerne lege med dem eller putte sig i dem inde i sovekassen.

Husk at buret altid skal stilles, så det er hævet over gulvniveau, for at undgå træk. Buret må ikke udsættes for direkte sol så ilderen udsættes for stærk opvarmning. Den har næsten ingen svedkirtler, og ejer praktisk talt ikke evnen til at regulere kropstemperaturen ved at svede.

Fritter er meget energiske udbryderkonger. De er vant til fra naturens side at trænge ned i gange og gennem revner og sprækker, og meget ofte vil de vildt gerne ud og lege. Så buret skal være robust og lågen skal kunne lukkes forsvarligt.

Frittehold i udendørs bur vil være optimalt, fordi deres behov for aktivering og plads er så store.

Udendørs bur

Det bedste hold af fritter (et par/lille gruppe) er i en udendørs voliere med stor grundflade (minimum 4 m²), og en højde på minimum 80 cm og meget kraftigt fintmasket trådnet/minknet (maskevidde mindre end 5 cm)..

Isoleret redekasse (f.eks. isoleret med flamingopap), som skal være frostfri. Adgang til tørt redemateriale (mos, hø eller halm). Læg en sand-/jordblanding i bunden og over dette gerne et tykt lag visne blade, grene med knopper osv. Udstyr desuden volieren med kraftige klatregrene og stubbe.

Den optimale opholdstemperatur er 10-20 °C, men fritten kan godt klare lavere temperaturer, såfremt der er adgang til isoleret tør redekasse med tørt redemateriale, og højere temperaturer, såfremt der er adgang til skygge.

Man skal derfor sikre sig, at fritten altid har adgang til læ og skygge, f.eks. ved at en del af volieren er overdækket. Fritter kan hurtigt få hedeslag, der i værste fald kan udvikle sig til en livstruende tilstand, hvis de udsættes for direkte sollys eller høje temperaturer.

Skal fritten skifte fra indendørs forhold til et udendørs voliere, skal det ske i en periode, hvor temperaturen udendørs ligger tæt på temperaturen indendørs, og hvor man forventer langsomme, gradvise temperaturskift i vejret. Sådan undgår man drastiske fald i temperaturen, hvilket kan gøre fritten syg.

Håndtering

Den væsentligste grund til at man anskaffer sig en fritte er vel nok at den er et sjovt, livligt, legesygt og nysgerrigt kæledyr. Derfor er det særlig vigtigt, at man håndterer og aktiverer den på den rigtige måde, så den kan udvikle sig til at udvise og bevare disse charmerende egenskaber.

En af de allerførste ting er at få vænnet den af med at bide. Vær opmærksom på at fritten på en måde har 2 slags bid (eller bider af 2 grunde kan man måske sige): det blide, markerende/legende og det alvorlige forsvars/aggressionsbid, der går i dybden. Når jeg skelner mellem biddene på denne måde, er det mere for at pege på, at man nok i nogen udstrækning altid må finde sig i de små kærlige nap som falder af i legen, hvorimod der fra dag 1 skal arbejdes målrettet på at afskaffe de hårde bid: Fritten skal skældes ud, og det skal være øjeblikkeligt, uanset hvor man befinder sig! Og det kan være hensigtsmæssigt at skælde den ud også når den bider i andre ting (end fingeren), som den heller ikke skal bide i. Du skal tage fritten i et fast greb og tiltale den med et fast og bestemt NEJ lige ind i hovedet på den, og se gerne lidt bøs ud. Du kan bruge mange andre ord, FY, SKAM, ALTSÅ eller hvad du synes, men nej eller fy er måske nemmest at håndtere, også for omgivelserne. Uanset hvad du vælger, så skal du bruge samme ord hver gang.

Jeg har set omtalt at man kan knipse fritten på næseryggen – ikke næsetippen - samtidig med skældsordet, og nogle mener at det skulle være virksomt at bide fritten i øret, fordi det er på denne måde at frittehunnen opdrager sine unger. Jeg kan ikke udelukke at det virker, men det lyder lidt barskt.

En anden vigtig ting at få bragt i orden hurtigt er ”pottetræning”. Det er ikke svært, for fritten er et renligt dyr, som af sig selv gerne vil lægge sin afføring i et hjørne. Brug en kattebakke eller en hjørnetoiletbakke med høje sider. Du kan også anbringe en lille smule af frittehvalpens evt. fejlplacerede afføring i bakken, så fatter den hurtigt meningen. Men start med at holde øje med din fritte hele tiden. Når den skal besørge bliver den urolig og søgende og bakker til sidst op i et hjørne. Så skal du hurtigt tage fritten og anbringe den i kattebakken.

Det kan ikke anbefales at lade fritter færdes i hjemmet uden opsyn, idet de er meget nysgerrige og kan klemme sig gennem endda meget små åbninger (helt ned til åbninger på 5 x 5 cm), f.eks. ind i hulrum i hårde hvidevarer eller andre elektriske installationer, med farlige konsekvenser til følge, ikke mindst for fritten.

Fritter ynder også at tygge i blød gummi, bl.a. på gummisko, og det kan blive meget farligt for fritten, hvis den sluger nogle af disse stykker. Ledninger kan også være genstand for gnaven.

Når man tager fritten udenfor på tur, skal man give den seletøj på (fås i dyrehandler), så den ikke stikker af. Undgå steder med larm eller stærkt trafikerede steder, der kan skræmme og stresse den. Find i stedet områder med skygge og krat, som fritten kan undersøge i ro og mag.

Drægtige (eller overvægtige) fritter skal understøttes på bagkroppen, når man bærer dem, de må ikke »hænge« i overkroppen.

Vær meget opmærksom på at en fritte er legesyg næsten hele tiden fra det øjeblik den slår øjnene op til den tager en lille skraber i løbet af dagen. Næsten alt ser ud som muligt legetøj i en frittes øjne: andre kæledyr, børn, ting der bevæger sig, cyklister, biler o.s.v. Og fritten vil hele tiden kaste sig ud i at lege, så du skal have styr på den hele tiden, hvis du er udenfor. Du bør absolut have den i snor, ikke så meget fordi den ikke skal stikke helt af, for det er den ikke tilbøjelig til. Men fordi den vil løbe hen til børn eller andre mennesker eller den vil løbe ud på gaden; du kan ikke regne med at kunne kalde på den hvis den har spottet en ny legemulighed.

Aktivering

En fritte er et yderst aktivt dyr, som gerne vil være i gang hele tiden. Du skal tilbringe op mod 4 timer hver dag sammen med din fritte. I skal lege, gå tur, ordne pels og kløer og meget andet – mest lege. Hvis fritten ikke aktiveres nok, kan den udvikle unormal adfærd såsom stereotypier (gentagne, tilsyneladende formålsløse bevægelser) og kan også blive vild og f.eks. bide.

En vigtig del af aktiveringen er kontakt med artsfæller, ikke mindst når fritterne er ude af buret, hvor de så kan lege sammen

Giv gerne daglige løbeture i »sandkasse«, hvori man f.eks. kan lægge blade fra skoven, godbidder, man har gemt eller lignende.

Prøv evt. også at bytte bur med en anden fritte i en periode og gå ture med fritten i naturområder i en sele (kan købes i dyrehandler) m.v.

Holder man fritten udendørs, bør man udskifte bundlaget/bladene i volieren ofte, så fritten har noget nyt at undersøge/lege med. Husk også at redekassen skal være isoleret og have meget redemateriale.

Man kan købe legetøj fremstillet specielt til fritter i dyrehandler, men undgå legetøj af blød plastic såsom pivedyr. Fritten kan nemt tygge det i stykker og i processen også sluge dele af det, hvilket kan resultere i f.eks. kvælning eller problemer i mave-tarm-kanalen, der kan medføre, at stykkerne skal fjernes af dyrlægen ved operation.

Hårde plasticrør, som fritten kan løbe gennem, er dog en sikker og god aktiveringsmulighed.

Et godt tip er at du lader din fritte tilbringe et fast tidsinterval på f.eks. 2,3,4 timer i sit bur hver dag, også selvom du måske enkelte dage har mulighed for at den er ude hele dagen. Stabilitet og faste rytmer er godt for dyr.

Formering

En fritte bliver som regel 5-8 år gammel, men rekorden er 17 år. Så hvis du ikke steriliserer din fritte kan du avle adskillige kuld med den, men du skal naturligvis have fat i en partner.

Særlig forhold

En fritte kan, af forskellige grunde, ikke holdes sammen med ret mange andre dyr. Mindre dyr som marsvin eller hamstre, mus og rotter kan slet ikke klare frittens legesyge temperament, og de vil typisk også være bange for fritten, evt. med rette. Større dyr som hunde kan let beskadige fritten under legen. Men en kat eller en lille hund, kan godt leve sammen med en fritte, dog skal de helst vokse op sammen.

Fritten kan rammes af forskellige sygdomme, f.eks. hundesyge og skal derfor vaccineres flere gange som hvalpe, og derefter én gang årligt som voksne.

Hvis din frittehun ikke er steriliseret, vil den komme i løbetid ca 6 måneder gammel. Det er meget vigtigt at den så bliver parret. Sker dette ikke vil hun forblive i løbetid i adskillige måneder. Det kan være livstruende, fordi det forhøjede østrogenniveau under løbetiden hæmmer knoglemarvens løbende produktion af røde blodlegemer. De røde blodlegemer udskiftes hele tiden, så hvis produktionen af dem nedsættes for meget vil fritten udvikle livstruende anæmi (blodmangel) og få nedsat immunforsvar.

Fritter er modtagelige for influenzavirus fra mennesker, der bl.a. kan medføre luftvejsinfekt-ioner, og det kan smitte både fra menneske til fritte og omvendt. Dette gælder også forkølelse.

En lang række af de ydre parasitter, der normalt angriber hhv. hunde eller katte (øremider, skabmider, ringorm og lopper), kan også overføres til fritter. Ved mistanke herom skal fritten undersøges og behandles af en dyrlæge.

Solstik kan opstå, hvis fritten udsættes for høje temperaturer, da den ikke kan svede gennem huden. Husk derfor at der, særligt på de varme dage, altid skal være adgang til ophold i skygge og frisk vand for fritten.

Fritter kan smittes med ringorm, hvis den luftes steder hvor katte forekommer.

Fritten kan også få kramper, hvis den mangler B-vitaminet ”Thiamin”. Dette kan forekomme hvis fritten er syg af anden årsag og ikke æder tilstrækkeligt i en periode. Kommer den ikke til dyrlæge og får en vitaminindsprøjtning, dør den.

Endelig kan fritten blive udsat for nedsat syn og øjekatar med rindende øjne, rygskader, hårløshed eller knækkede tænder. I alle disse tilfælde skal den til dyrlæge.

Vil du vide mere Dansk Ilderforening

Litteratur:

Karina Anee Købke: Ilderen som kæledyr. Billesøe & Baltzer 2000. 80 s.

Søren Svane Duun: Jeg holder ilder. DSR Forlag 1997. 69 s.