Kindtænder af en ged

 

Pattedyrs tænder

 

Pattedyrenes tænder er placeret på knogler i overmunden og undermunden.  De kan være nedsænket i tandhuler, eller fastgjort til knoglernes overflade, i begge tilfælde fæstnet med bindevæv eller benvæv.

 

Antallet af tænder varierer fra art til art. Det maksimale er normalt 44, men det findes kun hos de færreste, f.eks.  svin og muldvarp. Mennesket har 32, hunde 42 og katte 30.  Der findes en række særtilfælde såsom pungdyr (op til 52 tænder) og tandhvaler, som har flere. Desuden har kloakdyr, myreslugere og bardehvaler ikke tænder. Sidst i dette ”tema”  opremses tandsæt for en række relevante dyrearter.

 

Pattedyrenes tænder fordeler sig typisk på 4 slags i hver side af hver kæbehalvdel. Det fuldstændige tandsæt hos svin består af 3 fortænder (incisivi), 1 hjørnetand (canini), 4 forkindtænder (præmolarer) og 3 bagkindtænder (molarer). Dette gælder altså antallet af tænder i hver kæbehalvdel  af  såvel overmund som undermund. Det beskrives normalt med en tandformel:  3-1-4-3 /3-1-4-3 (overmunden først). Både overmund og undermund nævnes i tandformlen fordi nogle dyr ikke har samme antal i  overmund og undermund. Overmundens tandbærende område består af to slags knogler, mellemkæbe (præmaxillare) med fortænder og overkæbe (maxillare) med hjørnetænder og begge slags kindtænder.

 

Med kun ganske enkelte særlige undtagelser har alle pattedyr et tandskifte tidligt i livet. Det første sæt tænder, mælketænderne udvikles (meget) tidligt og kan hos nogle arter udskiftes allerede inden fødslen. Mælketandsættet består kun af fortænder, hjørnetænder og  forkindtænder;  bagkindtænder udvikles først efter at en del af mælketænderne er udskiftet. Hos mennesket dannes første bagkindtand omkring 6 års alderen, den anden  bagkindtand omkring 12 års alderen og 3. og bageste i 18-20 års alderen (visdomstanden).

 

Tandskiftet hos elefanter forløber efter et meget specielt mønster, hvor kindtænderne ”skiftes ud 6 gange”. Hver kindtand holder i 10-15 år og under dens dannelse og fortsatte eksistens vil den skubbes fremad i kæben af den bagved fremvoksende tand.  De 3 første tænder i dette forløb er faktisk forkindtand 2-4 fra mælketandsættet! I 30-40 års alderen kommer den første bagkindtand og i 50 års alderen er den bageste bagkindtand dannet. Når elefanten er 60-70 år er den sidste kindtand nedslidt. Derefter kan dyret ikke tygge sin føde og dør af sult. Det er en del af forklaringen på at elefanter ”ved når de skal dø” og efter sigende søger væk for at dø i isolation.

 

Hos visse dyr udvikles nogle af tænderne til helt særegne strukturer med en særlig funktion.  Elefantens stødtand er en overdimensioneret fortand, mens de store tænder hos hvalrossen er hjørnetænder. Narhvalens 3 m lange tand er

 

Tændernes udvikling er ret kompliceret, med mange varianter til brug for behandling af mange slags føde. Den enkleste form er fortænderne hos de fleste dyr. Figur 1 viser en sådan færdigudviklet tand. Det ses at den består af et lag emalje, som et tyndt dække af den fritstående del af tanden og herunder et tykt lag dentin (elfenben). Centralt findes en blød, levende kerne (pulpa) med nerver og blodkar. En tredje tandbestanddel, cement,  ligger som et tyndt lag omkring varierende dele af tande, alt efter tandtypen.  Den  del af tanden, der er dækket med emalje betegnes kronen,  og den underste del uden emalje betegnes roden.  Når tanden er færdigudviklet er der til sidst aflejret så meget dentin og cement omkring den nedre del, at pulpaen indsnævres og roden lukkes mere eller mindre.

Figur 1.   1a er den enkle tandtype hos pattedyr, 1b viser en kindtand hos mennesker. Emalje er markeret sort, dentin er prikket med blå tone og cement er skraveret med grøn tone. I tandenscentrum med rød tone ses pulpa med nerver og blodkar. De tonede farver er kun påført for at gøre illustrationen tydeligere; det er ikke de virkelige farver!

 

 

 

For at få den helt rigtige opfattelse af disse forhold, skal man nok løsrive sig fra det billede man måtte have af menneskets tænder, specielt vedrørende tandrødder og rodbehandling. Og betegnelsen ”rod” kan også give associationer i retning af planters rod – og hvordan kan en tand vokse hvis den er rodløs?. Glem disse tanker og husk at ”rod” blot er betegnelse for den nedre del af tanden uden emalje. 

 

De fleste tænder hos pattedyrene følger dette mønster ret meget og har desuden en afsluttet vækst, normalt  mens dyret stadig er ungt. Kindtænder hos mennesker, aber og rovdyr ligner meget, men er udviklet et trin mere med knudrede eller skærende tyggeflader.

 

Hos dyr med meget voldsomt slid på tænderne imødekommes dette på forskellig vis.  Hos f.eks. hest og elefant  har kindtænderne en meget veludviklet, høj krone, som kan holde til mange års slitage. En anden speciel  ting ved disse tænder er at de dannes efter et mere kompliceret mønster end den simple tandtype i figur 1.  Tanden består af de 3 typer tandsubstans i en række folder/bølger som vist i figur 2a. Det prikkede er tegn for dentin,  det sorte illustrerer emalje og det skraverede er cement. 

 Figur 2a. Ny kindtand hos planteæder                                Figur 2b. Lettere slidt kindtand hos planteæder

 

I figur 2b kan man se hvordan sådan en tand ser ud, når den er en del slidt. En stor del af fidusen med denne tandbygning opstår af, at de 3 substanser ikke er præcis lige hårde.  Emalje er en lille smule hårdere end dentin og cement, hvilket giver forskellig nedslidningsgrad og dermed en lettere foldet tyggeflade. Sådan en tand er velegnet til at knuse sej planteføde og de fleste planteædere har kindtænder, som er udformet efter dette princip.

 

Kindtænderne hos heste er meget højkronede og med meget lidt rod. Desuden befinder en stor del af tanden sig nede i tandhulen og skubbes op herfra i takt med at den slides.

 

Fortænder hos de fleste gnavere slides så voldsomt, at de må vokse hele tiden. Deres rod lukkes ikke, men er åben og i konstant vækst og denne type kaldes derfor rodåbne (se figur 3). Da de samtidig er besat med emalje i hele forsidens forløb,  må hele tanden betegnes som krone, ifølge ovenstående definitioner. Derfor kaldes tandtypen også for rodløs.

 Figur 3. Gnaverfortand, rodåben. A = emalje, B = dentin, C = cement, D = pulpa

 

Som et særtilfælde kan nævnes at markmusens kindtænder (hos marsvin og chinchillaer alle tænder), der slides af meget og sej planteføde, er rodåbne efter samme princip som fortænderne, men blot bygget helt anderledes med komplicerede slidmønstre på tyggefladerne. Hjørnetænder hos vildsvin, narhval og hvalros er også eksempler på rodåbne tænder.

 

TANDPLEJE HOS DYR

 

Tandpleje hos dyr består helt afgørende i forebyggende foranstaltninger. D.v.s. korrekt kost (ingen slik og kager) samt ting at gnave i (grene, mineralsten mm). Dette vil næsten altid sikre at dit kæledyr har sunde tænder uden huller eller kalksten. Selvom man synes, at man har gjort det godt nok, så kan der alligevel opstå problemer.  (mere tekst på vej)

 

Tandformler  (tal i parantes er totale antal)

 

Menneske:  2-1-2-3 / 2-1-2-3  (32)

 

Østaber og menneskeaber: 2-1-2-3 / 2-1-2-3 (32)

 

Lemurer og vestaber: 2-1-3-3 / 2-1-3-3 (36)

 

Hundefamilien, bjørnefamilien:   3-1-4-2 / 3-1-4-3  (42)

 

Kattefamilien:  3-1-3-1 / 3-1-2-1 (30)

 

Mårfamilien (Mustela-slægt): 3-1-3-1 / 3-1-3-2  (34)

 

Mårfamilien (Martes-slægt): 3-1-4-1 / 3-1-4-2  (38) 

 

Hyænefamilien: 3-1-4-1 / 3-1-3-1 (34)

 

Desmerdyr (Civet): 3-1-4-2 / 3-1-4-2 (40)

 

Mus, rotte, hamstere:  1-0-0-3 / 1-0-0-3  (16)  (emaljen evt. lysebrun) (fortænder rodåbne)

 

Kanin og hare:  2-0-3-3 / 1-0-2-3 (28)  (alle tænder rodåbne)

 

Marsvin og Chinchilla:   1-0-1-3 / 1-0-1-3  (20)  (alle tænder rodåbne)

 

Egern: 1-0-2-3 / 1-0-1-3 (22)

 

Bæverrotte: 1-0-0-2 / 1-0-0-2 (12)

 

Hest, zebra, tapir: 3-1-3(4)-3 / 3-1-3-3  (40-42) (4 præmolarer i overkæben hos nogle heste)

 

Næsehorn; Afrika: 0-0-4-3 / 0-0-4-3 (28);  Asien: 2-0-4-3 / /2-0-4-3 (36)

 

Ko, får, ged, giraf:  0-0-3-3 / 3-1-3-3  (32); 

 

Gnu, mange antiloper: 0-0-3-3/3-1-3-3 (32)

 

Rådyr:  0-1-3-3 / 3-0-3-3  (32) (hjørnetand i overmund kan mangle i en eller begge sider)

 

Kamel og lama: 1-1-3-3 / 3-1-3-3 (36)

 

Svin:  3-1-4-3 / 3-1-4-3 (44) (meget sent tandskifte, slut efter ca 16-20 mdr)

 

Vortesvin: 1-1-2-3 / 3-1-1-3 (30)

 

Russisk desman: 2-1-5-3 / 2-1-4-3 (42)  (debat om den ekstra præmolar i overkæbe)

 

Bæltedyr:  7 / 7  (28)  (alle bæltedyrets tænder er ens (homodont))

 

Flodheste:  2/3-1-4-3    /     1/3-1-4-3  (38-44)  (de få arter har forsk. antal fortænder)

 

Pungdyr: 5-1-4-4 / 4-1-4-4 (54) (opossum: 5-1-3-4 / 4-1-3-4)

 

Pindsvin: 3-1-3-3 / 3-1-2-3 (38)

 

Muldvarp:  3-1-4-3 / 3-1-4-3  (44) (en af de få arter med fuldt tandsæt- se også svin)

 

Spidsmus:  3-1-3-3 / 1-1-1-3 (32)

 

Flagermus: varierer fra 20 til 38.

 

Øresæl: 3-1-4-1 / 2--1-4-1 (34)

 

Søelefant: 2-1-4-1 / 1-1-4-1 (30)

 

Hvalros: 1-1-3-0 / 0-1-3-0 (18)

 

Elefant: 1-0-3-3 / 0-0-3-3 (26) (speciel udskiftning af kindtænder - kun 1 ad gangen i hver kæbehalvdel)