Bison i fældning

 

PATTEDYRS PELS.

 

Pattedyrenes pels er den ene af de 3 vigtigste karakterer for pattedyr (4 ben, pels og mælkeproducerende). Pelsen har udviklet sig til at tjene en masse forskellige funktioner, hvoraf isolering mod kulde og varme er den vigtigste. Muligheden for at indlejre farvestoffer i pelsen har dertil gjort det muligt at udvikle beskyttelsesfarver og advarsels/kommunikations-farver men kun dele af farvespektret kan benyttes (fra rødligt over brunt og gult til sort;  blå og grøn farve kan stort set ikke dannes. Hvid er hår uden pigment og med mange luftbobler).  Endelig har muligheden for at udvikle meget tykke og kraftige hår givet pattedyr visse forsvarsmuligheder (pindsvinpigge, bæltedyrsplader, næsehorns-horn mv). 

 

Hårdannelsen

 

Hår udvikles fra hårsække, der under fosterudviklingen fremkommer ved at dele af overhuden krænges ned i den underliggende læderhud. I bunden af disse hårsække dannes nu ikke forhornede overhudsceller, men forhornede hårceller. Dannelsesprocesserne af overhudsceller og hårceller er næsten ens, men håret opbygges lidt anderledes. Såvel den døde overhud som det færdige hår er iøvrigt opbygget af præcis samme basismateriale - hornstof, kaldes også keratin. Keratin er også hovedbestanddelen i kløer, negle, hove, klove og horn (men ikke gevirer!), samt i fjer, kløer og skæl hos fugle og krybdyr

 

Figur 1  viser hvordan håret er placeret i hårsækken og hvorfra sker. Den sortfarvede del af håret består udelukkende af døde celler. Håret er kun forankret i hårsækkens nederste del hvor håret opbygges til den type eller form det skal ende med at have. Her findes en blanding af levende og døde hårceller, som fyldes med keratin og evt. farvestof.

Figur 1. Hårsæk med nederste del af håret (1). Læderhud (2), hårdannelse (3), hårfærdiggørelse (4), talgkirtel (5) og duftkirtel (6)

 

Ingen kan vist være i tvivl om at hår kan have mange farver og udformninger. Forskellige faktorer medvirker til hårets færdige udseende. Først og fremmest består håret af en massiv bark, der omgiver en mere eller mindre luftfyldt marv. Hos f.eks. mennesker er hårene ret tynde som helhed, og med en meget tynd marv og relativ tyk bark, se figur 2a. Foruden hårets tykkelse og den relative tykkelse af bark og marv, kan håret som regel også artsbestemmes udfra artstypiske mønstre i barkens overfladestruktur. Hvis det skal nævnes helt korrekt så optræder disse artstypiske mønstre egentlig ikke i barken, men i en tynd hinde uden på barken. Det skal understreges, at det færdigedannede hår, som strækker sig ud af hårsækken, er fuldstændigt dødt og uforanderligt med hensyn til form og farve. Ingen dyr har mulighed for at ændre på hårets grundstruktur og udseende, når det er færdigdannet.

Figur 2. Tværsnit af et hår fra rådyrs vinterpels (B) og et menneskehår (A).

 

I løbet af et hårs levetid, som hos mennesker kan være 2-6 år, gennemløber det enkelte hår 3 faser:

 

Anagen fasen, hvori håret vokser konstant; Telogen fasen, hvori væksten ophører (varer ca 5 måneder)  og:

 Katagenfasen hvori håret afstødes (varer ca 2 uger).

 

Hårets tværsnit spiller også en rolle, f.eks. har krøllet og kruset hår et ovalt tværsnit, medens det helt glatte har et rundt tværsnit.

 

Når det er sagt, så må jeg nødvendigvis komme ind på en række metoder til at påvirke håret, både på naturlig vis og på kemisk vis. Mange dyrearter kan ad naturlig vej pleje pelsen ved at håret kan dækkes af fedtstoffer fra talgkirtler, som udmunder langs håret lige før det "forlader" hårsækken (se figur 1). Dette kan være medhjælpende til at sikre pelsen mod vandindtrængning. Mennesket har udviklet en del metoder til at påvirke håret på kunstig vis. Det gælder først og fremmest farvning med naturlige eller kunstige farvestoffer og det gælder krølning ved varme eller kemisk påvirkning. Med hensyn til den omfattende udvikling af diverse hårplejemidler må det påpeges, at det ikke er muligt at ændre på hårets opbygning, uanset hvad de avancerede reklamer og "vitamininstituttet fra Schweiz" ellers påstår. Dette betyder ikke at en række hårplejemidler er virkningsløse. Hårets fugtindhold og elasticitet kan påvirkes med en række stoffer, som styrker det og nedsætter spaltning, og de enkelte hår kan påvirkes med tilførte fedtstoffer og lignende, således at de ikke klæber sammen, eller filtrer, men ligger flot og skinnende.

 

Hårtyper

 

Der skelnes mellem to hårtyper hos pattedyr, uldhårog dækhår,  og begge anlægges i fostertilstanden. Dækhårene (kaldes også primærhårene - og på engelsk guard hairs) anlægges tidligst og har dybere liggende hårsække, hvortil er knyttet taglkirtler og hårsækmuskler samt ofte også duftkirtler. Uldhårene (kaldes også sekundære hår - på engelsk fur hairs, eller wooly hairs) er ofte kraftigere og længere end dækhårene og kan evt være endog meget tykke. Uldhårene dannes i hårsække placeret i særlige mønstre omkring dækhårene. Uldhårenes hårsæk ligger ikke så dybt som dækhårenes og uldhårsækkene har ikke hårsækmuskler og duftkirtler tilknyttet.  Mennesker har kun dækhår, og disse er endda ikke jævnt fordelt over kroppen. Der er normalt udbredte felter omkring skuldre, overarme, sider og lår som er helt uden behåring.

 

For de helt specielt hårinteresserede kan nævnes at uldhår yderligere opdeles i 2 undertyper efter længde og udseende (awns og leading hairs).  

 

Dækhårene kan udvikles i forskellig længde og tykkelse. De længste og normalt tykkeste dækhår ses hos heste og andre hovdyr. Disse betegnes long-horse-hairs (kender ikke den danske betregnelse) og er særligt lange, spændstige, stærke og skinnende, og desuden stort set uden marv. Disse findes f.eks. hos hest i pandelokken, manen og halen. 

 

En særlig type dækhår - børstehår - er nogle særligt stive og tykke hår med spaltet spids. Disse findes hos svin over hele kroppen og hos visse andre dyr i form af næsehår, ørehår, i luftrøret, på øjenvipper samt som skæghår hos ged og hest.

 

Men særligt tykke dækhår i form af decideret sylespidse pigge ses hos pindsvinearter og hulepindsvin m.fl., og her kan de være mere end 5 mm tykke.

 

En særlig form for dækhår er nogle særlig stive og forholdsvis lange børster - varbørster - med talrige sanseceller omkring hårsækken. Disse varbørster er enormt følsomme og kan registrere de mindste berøringer. Mange dyr har varbørster på hovedet (betegnes så: knurhår), men de kan også optræde på kroppen som f.eks hos tamkatten.

 

Pelsskifte

 

Næsten alle pattedyr skifter deres pels mindst en gang om året, nogle arter oftere. På vore breddegrader er der almindeligvis en god logik i dette pelsskifte, idet vi "jo alle ved" at der opbygges en vinterpels om efteråret og denne fældes om foråret. Dette, tilsyneladende enkle, forløb kan dog rumme nogle processer, som ikke er så enkle endda.

 

Nogle arter fælder kun om foråret, hvor både dækhår og uldhår udskiftes. Mens dækhårene derefter hurtigt vokser ud til fuld længde, så vokser uldhårene langsomt og opnår først hen på efteråret deres fulde længde. Andre arter, f.eks. hjorte, fælder både forår og efterår, men om efteråret er det kun dækhårene som fældes og udskiftes med vinterdækhår med tynd bark og markant tykkere marv (giver bedre isolering).

 

Lækatten (hermelin/væsel) er kendt for sit farveskifte fra brun til hvid samtidig med efterårsfældningen og modsat om foråret.  Dens nære slægtning, bruden har også dette skifte, men her skifter halespidsen også farve - hos hermelinen forbliver halespidsen sort.

 

Hos primater er der ikke nogen sæsonbestemt udskiftning af hårene.

 

(Vinter)pelsens isolerende evne kan være helt utrolig stor, med temperaturforskelle på 50° eller mere gennem et 6-8 cm tykt pelslag, uden at dyret er påvirket. Et merinofår kan stå i bagende sol med en temperatur på 85° målt på ryggen og med en hudtemperatur på 42°. En slædehund kan ligge stille i -10° og have en hudtemperatur på 35°. Hos polarulven er pelsen så godt isolerende, at ulven kan opretholde sin normale kropstemperatur ved almindelig gøren og laden uden at skulle løbe sig varm.

 

Andre funktioner af pels

 

Muligheden for at indlejre farvestoffer i pelsen benyttes til en række formål. Et dyrs grundfarve og grundmønster har en oplagt og effektivt kamouflagefunktion hos de fleste arter. Det gælder ikke kun jagede dyr såsom store og små planteædere, men også små og store rovdyr. Men jeg vil vove at påstå at stort set hver eneste pattedyrart har artsspeci-fikke mønstre eller pletter, evt diskret anbragt, som benyttes til en eller anden form for kommunikation med artsfæller. 

 

I det følgende vil jeg komme ind på fakta omkring en række dyrearters hår, og der kan være forskellige grunde hertil, enten på grund af udseende eller særlig funktion hos dyret eller til brug for mennesker.

 

MENNESKE

 

Et menneske har op til 150000 hår på hovedet. Menneskehåret er 0,02-0,04 mm tykt og det vokser i gennemsnit  ca 13 mm om måneden. Det lever i 2-6 år, hvorefter det afstødes og et nyt vokser frem. Taljelangt hår kræver max levetid af håret, hvilket betyder at kvinder, hvis hår kun lever 2-3 år, aldrig vil kunne få så langt hår.  Menneskehåret er (som de fleste andre dyrearters hår) ret elastisk - kan strækkes næsten 50% - og det siges at et enkelt hår kan belastes med op til 60-70 kg. Spredt på kroppen har mennesket over 100000 hår, men det er fordelt i zoner. Hos begge køn på underben og underarme, i armhuler og kønsbehåring. Dertil har mænd hårzoner midt på maven, på brystet og underansigtet, samt i varierende grad skuldre og ryg. Hals, overarme og kropssider er som regel hårfri. Mænd har kraftigst hårvækst, og hårvækst stimuleres af mandlige hormoner og hæmmes af kvindelige. Når kvinder har passeret overgangsalderen daler deres produktion af kvindelige hormoner, men deres produktion af mandlige hormoner forbliver uændret, med mere synlig hårvækst til følge, især i ansigtet.

 

HEST

 

KO

 

FÅR

 

Fåret har en ret speciel pelsdragt, som vi har fundet yderst velegnet til at lave beklædning af. Fåret har kun lidt dækhår på hoved og fod , resten af pelsdragten består alene af uldhår, som er uden marv. Fårets hår er i anagen fase hele livet - d.v.s. vokser konstant og skiftes ikke ud. Fåret er også et af de få arter som kan have krøllet pelsdragt. Persianerpelse stammer fra lam med krøllet uld, som farves sort inden syningen.

 

HUND

 

KAT

 

MÅR

 

Mårhår benyttes især til mårhårspensler, som er ret dyre. De koster gerne 100 kr eller mere for blot en lille pensel. Mårhårene er velegnede fordi de er særlig spændstige og fordi de i særlig grad er i stand til at optage farven og afgive den igen på papiret.

 

MINK

 

Minken har en naturlig levevis, som minder meget om odderens, selvom den ikke svømmer helt så meget. Minkens pels er derfor opbygget næsten som odderens, med et meget tæt "underpels" af tynde, tætsiddende uldhår, og med kraftigt byggede og elastiske dækhår. Sammenholdt med at hårene er solidt fæstnede i hårsækken og meget slidstærke bliver minkens pels særdeles velegnet til pelsværk.

 

ODDER

 

Odderen har ikke noget isolerende fedtlag, men den meget tætte pels holder stort set vandet ude. Uldhårene er tynde og tætsiddende og det enkelte hårs særlige yderhinde har gruber og fremspring, som medfører at uldhårene næsten hæfter sig sammen. Sammen med luftbobler i pelsen fremkommer en næsten vandtæt pels.

Havodderens pelsdragt med en tæthed på omkring 20000 hår pr cm² overgås næppe af ret mange pattedyr, muligvis slet ikke af nogen.

 

MULDVARP

 

Muldvarpens pels er bygget meget specielt, med meget tynde hår. Den er sort og helt tæt, og selv ikke små jordpartikler kan trænge ind i pelsen. Uldhårene og dækhårene er næsten lige lange (9-12 mm) og lettere spiralsnoede med 4-5 bøjninger. Da de tillige er filtret ind i hinanden, skabes herved en tæt og elastisk overflade. Samtidig vokser de lige op af hårsækken og er derfor ikke fastlejret i en bestemt retning  (typisk bagudrettet hos de fleste pattedyr). Derfor kan muldvarpen snildt bevæge sig både forlæns og baglæns i de underjordiske gange uden at pelsen stritter imod. Muldvarpen har desuden spredte varbørster rundt på kroppen og en hel del fine knurhår på hovedet. Muldvarpen fælder 2 gange om året, men på en lidt atypisk måde. Fældningen sker ikke over hele kroppen på samme tid, nærmest i form af skiftende bælter omkring dyret. Desuden er forskellen på sommer- og vinterpels ikke så stor.

Muldvarpens pels er velegnet til pelsværk fordi det er fløjlsblødt og fordi hårene ikke så let knækker. I mange år forud for 2.verdenskrig solgtes millioner af muldvarpeskind, men nu er det gået af mode.  

 

PINDSVIN

 

Pindsvinets ryg og sider er dækket af 4-7000 stive pigge, og der er ingen uldhår mellem piggene. Ansigt, bug og ben er dækket af en stiv hårbeklædning. Hver pig er 2-3 cm lang og ca 2 mm tyk. En pig vokser frem fra sin egen hårsæk, hvori den er godt fastgjort med en fortykket rod. Piggene er lettere elastiske, tykkest på midten og ender i en spids. Hver pig er forsynet med en lille muskel, så pindsvinet kan rejse børster, hvis den føler sig truet. Piggens marv er delvist hul, hvilket giver en isolerende effekt når piggene ligger tæt til kroppen. Et pindsvin har ikke periodevis fældning som de fleste andre dyr. Piggene udskiftes løbende (de har en levetid på 12-15 måneder) ligesom også hos mennesket.

 

BÆLTEDYR

 

Satinpels er en speciel pelsglans fremkommet ved at hårene har en tynd marv og en meget gennemsigtig bark, således at pigmenteringen ses tydeligere

 

Angorapels er betegnelse for den langhårede pelsdragt hos visse racer af ged og kanin. Her er næsten ingen dækhår og uldhårene er temmelig lange