ØGLEFINGERGEKKO - Saurodactylus mauritanicus brosseti.

 

BAGGRUND

 

Øglefingergekkoer findes kun i  Marokko-Algier, og der kendes kun 2 arter: Saurodactylus fasciatus i den nordvestlige del omkring Rabat,Meknes, Fez og Casablanca og Saurodactylus  mauritanicus. Sidstnævnte forefindes i 2 underarter,   S.m. brosseti  i en zone på 2-300 km omkring Agadir og S.m.mauritanicus  i det nordøstlige hjørne og langt ind i Algier. (se udbredelseskort)

 

Denne pasningsvejledning handler om brossets øglefingergekko,   S.m.brosseti, som er den mindste af de 3 typer. Den kan optræde i stort antal mange steder, op til flere hundrede individer pr hektar er ikke usædvanligt.

 

Jeg har set en hel del af dem i deres udbredelsesområde, og da de foretrækker en løs sandet-leret jordtype med en jævnt spredt fordeling af mindre sten, gerne flade, så finder man dem tit nær ved landsbyer eller mindre bebyggelser. Ikke fordi de foretrækker menneskers naboskab, men fordi byer også fortrækker denne jordtype, som er let at håndtere i forbindelse med bebyggelse,  haveanlæggelse eller dyrkning.  Da man sådanne steder indsamler områdets flade sten til at lave diger med,  eller små dynger og ”tårne” til at markere skel, så har bestandene af øglefingergekkoer det lidt svært her, fordi deres normale skjulesteder bliver fjernet.

 

Øglefingergekkoer opholder sig langt det meste af tiden under flade sten, som ikke er for store og tykke, helst ca  15-30 cm i omkreds. Hvis stenens underside er lidt ujævn, vil der være mulighed for at en øglefingergekko kan kravle ind og gemme sig. De kommer ikke frem om dagen, og kun i begrænset omfang om natten.  I tidsrummet fra kl 18-24 søger nogle af dem ud i det åbne for at finde andre og måske bedre egnede skjulesteder eller for at parre sig.  Resten af døgnet ligger de på lur efter små fødeemner, som forvilder sig ind under stenen eller passerer tæt forbi. Små larver, edderkopper  mm, samt evt myrer er deres foretrukne foder. Jeg har set høj tæthed af ovnfisk under mange sten, og har fodret mine egne med sådanne, så jeg er sikker på at de også udgør en betydelig del af deres naturlige føde.

 

Øglefingergekkoen er en af de allermindste gekkoarter med en kropslængde på ca 3 cm og en lige så lang hale. Kroppen er brunlig med en individuel variation fra lys brun til mørk brun og der er som regel nogle få, meget små – til tider næsten usynlige - , gule prikker på ryggen. Hovedet har som regel  en svag mørk stribe omkring øjnene og der kan være en 1-2 cm lang gul, fin stribe i hver side bag hovedet  og lidt ned ad ryggen. Halen er typisk anderledes farvet end kroppen, oftest gullig eller grågullig med mørke pletter eller tværstriber.  Denne fremtoning ses de fleste steder i udbredelsesområdet, men jeg har bemærket en tendens til, at når man fjerner sig fra Agadir, ser man flere individer med kraftigere pletter, kraftigere gule striber bag hovedet og større kontrast mellem halens gule og sorte pletter.

 

Der er kun ganske små forskelle på hanner og hunner. Generelt betragtet er hunnerne lysere end hannerne, men det gælder ikke konsekvent, så de skal kigges grundigt under halen. Selvom det er meget små dyr, så kan man med lidt øvelse let ane hannens små buler på halens underside 2 mm ved bag bagbenene. Man kan ikke så godt holde dem i hånden og vende dem, for de bryder sig ikke om at blive vendt om. Jeg anbringer dem enkeltvis i en lille glasskål eller et lille, gennemsigtigt plastbæger, hvor jeg med god belysning nedefra kan kigge op under dem.  Det bliver også angivet at hannernes baghoved/kæbe-parti er lidt kraftigere end hunnernes, men jeg synes at det er svært at se.

Figur 2. Udbredelsen i Marokko af Saurodactylus m. brosseti (grøn), S.m.mauritanicus (gul) og S. fasciatus (blå)

 

 

 

 

 

TERRARIEINDRETNING.

 

Disse små gekkoer kræver ikke voldsomt meget plads. I et terrarium på 30 x 30 cm kan der let være 4-5 stk, og er det større kan der være 6-8 stk. Der er tilsyneladende ikke voldsomme stridigheder mellem hannerne, men det er nok hensigtsmæssigt med et flertal af hunner, hvis man skal have en lidt større gruppe. Problemet er her, at det ikke altid er muligt at opdrive et sådant flertal af hunner, da kønsfordelingen normalt vil være fifty-fifty.  Terrariet indrettes med et semi-ørken miljø. I store dele af udbredelsesområdet falder kun 200-300 mm regn om året (i perioden april-september stort set ingenting), så de er vant til tørre forhold. Bundlaget skal være ørkensand eller lignende, i et lag på 3-5 cm’ s tykkelse. Det kan være gulligt, rødligt eller mørkt, det betyder ikke så meget, så det kan være op til en personlig smag. Der skal anbringes flere flade sten af ret lille størrelse, f.eks. ca 8-10 cm i diameter og gerne med ujævn underside, som frembringer små hule opholdsteder. De skal have mulighed for at tage ophold under sten døgnet rundt, det er deres naturlige behov. De vil gerne have hver sin sten, så det er ikke hensigtsmæssigt med en større sten til fælles ophold. Man kan lave en lille, flad "igloo" af en af de helt små potteunderskåle på 6-9 cm i diameter. Skær et hul (1-2 cm) i siden med en nedstryger (se NHF blad 5 årgang 52). Der kan bygges lidt højde på i baggrunden, for de bevæger sig gerne lidt op og kan evt. opsøge hulrum under stenene her. Men i princippet er det ikke nødvendigt med arrangementer til dem i højden, for de færdes mest i det vandrette plan. Det forhindrer dem dog ikke i at klatre lodret op ad mindre stenflader eller lignende, men på grund af deres øglefingre så kan de ikke klatre op ad glatte flader.

 

Foruden disse mest elementære forhold kan du arrangere terrariet med et par stykker af de ganske små kaktus eller sukkulenter uden for heftige torne, evt i plastik, hvis det er i din smag. Du kan også tilføje nogle små stumper grene eller lignende for de kan godt finde på at kravle lidt op i disse.  I et hjørne anbringes en ganske lille vandskål på 3-5 cm i diameter med ½ cm vand. Læg evt. en helt lille, 3-5 mm tyk sten ned i ”et hjørne af” vandskålen, således at der ligesom dannes et trin op. De voksne vil normalt ikke forvilde sig ud og drukne, men ungerne kan helt sikkert drukne i 3-5 mm vandstand! Bemærk at vi virkelig er inde i miniaturernes verden.

Det er ikke strengt nødvendigt at dusche, hvis der er en vandskål, men det er min erfaring at de meget gerne vil drikke af dråber på sten eller glassider. Hvis du duscher på et par af stenene om aftenen, vil de komme frem, nogle gange for at drikke, nogle gange smutter de bare lidt ”væk” fra ”regnvejret”. Hvis du planter levende kaktus skal disse selvfølgelig vandes ind imellem, og der må også gerne spildes en del vand fra vandskålen, således at der optræder pletter, som ind imellem er ret fugtige. På levestedet optræder ofte ret heftige regnskyl om vinteren, men til gengæld falder der ikke en dråbe i ynglesæsonen.

 

Temperaturen i terrariet bør afspejle den naturligt forekommende. I vinterhalvåret er der midt på dagen ofte 25-30° under de flade sten, og om natten kan der blive ned til 10-15°, selvom der måske kan være nær 0° på den frie jordoverflade. I sommerhalvåret bliver der væsentligt varmere under stenene, men i terrariet bør der nok ikke blive mere end 30-35°, når det er varmest. De behøver ikke nødvendigvis en varmespot, og kan måske klare sig med bundvarme fra en varmemåtte. Det er dog en meget unaturlig ting i forhold til deres naturlige levevis. I mit eget terrarium ser jeg dem jævnligt sidde lidt og varme sig under en spot om morgenen, men bortset fra det, så er de ikke udprægede solbadere.

 

Det er behageligt nemt at gøre rent hos øglefingergekkoerne, for den har en tendens til at lægges deres afføring på  bestemte ”toilette-steder”, i et par hjørner eller langs den ene terrarieside. Ekskrementer er kun 1 mm store, ca halvt sorte og halvt hvide, og tørrer lynhurtigt ind (eller er det allerede inden de lægges). Engang hver 3.-4. Uge kan man med en teske fjerne disse ansamlinger, evt sigte sandet fra via en lille tesigte. Selvom ekskrementer ikke er særlig iøjnefaldende er det vigtig at holde øje med dem og fjerne dem jævnligt. Ikke fordi de som sådan generer, men fordi de hele tiden skal benyttes som et tegn på at dyrene æder tilstrækkeligt.

 

 

ADFÆRD

 

Når man  betragter sine dyr i terrariet virker individerne generelt venligtsindede overfor hinanden. De virker bestemt ikke særlig stridslystne, men på den anden side opsøger de ikke umiddelbart hinandens selskab. Den gensidige kontakt består oftest i en stillesiddende betragtning, tête à tête, med nogle cm’s afstand og så en pludselig forsvinden i et hurtigt ryk. Små hurtige ryk er den ene hyppige form for fremdrift, og en langsom, evt snigende-agtigt, listen sig frem, ofte med en bølgende/logrende hale, er den anden. Begge kravleformer ses, når de sniger sig ind på et bytte, eller hvis 2 individer nærmer sig hinanden. Den ”logrende” bevægelse med halen ser meget nuttet ud set fra en menneskelig synsvinkel, men signalværdien er næppe på det rent venlige – dyrene imellem. Der er tale om niveauer af spænding, fokuseret opmærksomhed eller optændthed, ikke nødvendigvis aggression.

 

Øglefingergekkoer er generelt ikke nervøse dyr. De vænner sig tilsyneladende hurtigt til disse  ”kæmpefingre”, som indtager terrariet med jævne mellemrum, og kommer evt. gerne ud, når man pusler i terrariet eller fodrer. De kravler gerne op på en finger eller hånden, og klæber evt. maven ind til huden og suger varme.

Deres adfærd består i at tilbringe det meste af dagen under sten på vagt efter forbipasserende fødeemner. I naturen vil en del af dyrene komme frem omkring solnedgang og opholde sig ude i timerne hen mod midnat. I denne tid flytter de sig evt. rundt i området og møder evt. artsfæller. Mødes han og hun vil parring typisk finde sted på dette tidspunkt.

 

 

FØDEN              

Øglefingergekkoer æder næsten alt foder i rette størrelse, d.v.s. op til stuefluestørrelse – 7-9 mm. Det vil sige fårekyllinger, helt nyklækkede græshopper (f.eks. de vilde danske markgræshopper i april-maj), bananfluer, stuefluer, mikroorm, små voksmøl, bladlus, bønnesnudebiller, små sommerfuglelarver, ovnfisk og sølvfisk. Ketchede små-insekter fra eng eller mark (”engplankton”) kan også benyttes for at variere, men der er god nok variation i de opdrættede tilbud. Små og halvvoksne ørentviste er populære.

 

De voksne æder gerne 2-5 foderdyr om dagen (flere hvis der fodres med bananfluer), men man behøver ikke at fodre dagligt. Man kan smide foderdyr ind hver anden eller hver tredje dag, de skal nok finde dem og æde op. Hvis gekkoerne er i god stand efter lang tids regelmæssig fodring kan de undvære føde i ugevis. Det eneste man for alt i verden skal undgå er at fodre med for store fårekyllinger. De bliver ikke ædt og vil genere/bide i gekkoerne.

 

 

ÅRSRYTMER / DØGNRYTMER

 

Det er selvfølgelig meget hensigsmæssigt og nødvendigt at give gekkoerne lys om dagen i 11-13 timer og mørke om natten. I fangenskab ses de ofte fremme om aftenen, evt. efter at lyset er slukket, og det er jo praktisk hvis man er udearbejdende om dagen. Har man lidt indfaldende lys fra en lampe længere væk, kan man let få lejlighed til at se dem. I øvrigt er de fodringsaktive og kommer frem midt på dagen, når man fodrer eller hvis man pusler, så der er gode muligheder for at se en eller flere det meste af tiden. At se alle dyrene ude på samme tid opleves meget sjældent.

 

I naturen yngler de i hele sommerperioden fra maj til september. Hvis du skal have dem til at yngle bør du sørge for en årstidsvariation i daglængde og temperatur.  Du skal  gradvist regulere daglængden ned til ca 10 timer i dec-jan og derfra gradvist op til 14 timer i juni-juli. Du kan evt skifte pæren ud, således at temperaturen også reguleres op og ned (det er svært at gøre gradvist).

Man kan nok have dem gående i flere år ved samme temperaturforhold og daglængdeforhold, men de vil så nok ikke yngle. 

 

For mange andre krybdyrarter gælder, at fodringen også trappes op og ned i forbindelse med årsrytme/vinterdvale, men jeg har ikke erfaring med i hvor stort omfang dette skal praktiseres med øglefingergekkoer. Det lyder som en god logik at fodre mere sparsomt om ”vinteren”, men det skal nok ikke overdrives.

 

 

FORPLANTNING

 

I naturen lægger hunnen et æg ad gangen med 3-4 ugers interval i maj-september. Det kan vel blive til en 4-6 stykker om året, men jeg kender ikke de præcise tal med sikkerhed. I fangenskab lægger de nok lidt færre. Hvis man i øvrigt har givet dyrene en årsrytme i daglængde og temperatur, behøver man ikke at gøre mere. Hunnerne har sædgemme, så de behøver ikke nødvendigvis at parre sig flere gange, men vil måske nok gøre det i praksis. Man er sjældent i tvivl om at hunnen er drægtig, for det voksende æg kan tydeligt anes som en lys skygge i den noget tykke mave. Det færdigudviklede æg er relativt stort – nærmest som et lille likøræg, d.v.s. 6-7 mm langt – og det graves et par cm ned i sandet. Her udruges det tilsyneladende uden problemer, så man behøver ikke nødvendigvis at finkæmme sandet for at grave dem frem og ruge dem ud. Men nogle vil vælge at gøre det, og måske giver det højere klækningsprocent. Men hvis man ikke foretager sig noget ellers, så kan man pludselig opleve den lille unge på halvanden cm kravle rundt. Den er typisk mørk på kroppen og med stærkt rødlig hale. Hvis man har mulighed for at opsamle dem i et lille terrarium, så kan dette være hensigtsmæssigt, men det kan faktisk godt lade sig gøre at opfodre dem sammen med de voksne, blot med ganske små foderemner. De voksne vil ikke æde ungerne, men jeg har hørt om tilfælde hvor de måske napper halen af dem, så måske er det bedst at få isoleret dem straks de er klækket.

 

 

Hvis ungerne trives og kommer i gang med at æde og vokse, vil de æde en hel del mere end de voksne, og de vil vokse forbløffende hurtigt.

Øglefingergekkoerne er ikke så sprælske; de sidder gerne og luner sig på hånden (velvoksne).

Et eksemplar med mere markante tegninger og prikker

                                                                   WWW.GODEDYRERAAD.DK