FAUNAFORURENING 

 

Temaer:  Minkregulering

 

På denne side vil jeg fortælle lidt om faunaforurening, som dækker over at vi udsætter/flytter dyr fra et område til et andet.  Det kan være fra en egn af landet eller det kan være fra et land til et andet. Faunaforureningen er først rigtig problematisk i det øjeblik, det indførte dyr etablerer sig det nye sted. Det er et sandt rædselskabinet, fyldt med historier om hvor enormt vi mennesker har dummet os gennem tiderne, og Gudhjælpe mig fortsætter med det. Skov og naturstyrelsen beskæftiger sig med denne problematik og bidrager også til en international hjemmeside om emnet: www.nobanis.org

 

Min indledende bemærkning er en dybtfølt bøn til alle:

 

Lad være med at sætte dyr ud i naturen, uanset hvad du mener om dyrets hjemmehørighed eller evne til at overleve efter udsætning. (hvis du finder et tilskadekomment, lokalt dyr eller trækfugl, er det selvfølgelig ok at udsætte det efter pleje og helbredelse).

 

Jeg kan herunder lyde fordømmende omkring menneskers håndtering og udsætning af dyr, men lad være med at opfatte det alt for meget sådan. Jeg har selv som ung flyttet fisk fra en sø til en anden eller hjembragt dyr fra udlandet, så jeg skal ikke gøre mig alt for hellig. Men nu er jeg klogere og har efterhånden set hvor mange katastrofer der er opstået, så derfor vil jeg meget gerne prøve at påvirke folk til at tænke sig om. 

 

En meget almindelig grund til at folk sætter et dyr ud i naturen er, at de ikke nænner at aflive det, evt. efter at have forsøgt at afhænde dem. Disse mennesker tror de gør dyret en tjeneste, men de gør oftest det modsatte.

Der er mange grunde til at det kan være en rigtig dårlig ide.

 

1) Dyret er ikke hjemmehørende i vores natur og kan ikke overleve på længere sigt. Dette resulterer i et usselt liv for det stakkels dyr. I "bedste" fald bliver det hurtigt taget af et rovdyr, og i "værste" fald overlever det til vinteren sætter ind og lider en langsom sultedød.

 

2) Dyret er ikke hjemmehørende i vores natur men kan muligvis etablere sig. I tilfælde af at det etablerer sig og breder sig, taler vi om invasive dyr. Dette resulterer i en ubalance i vores natur. De herboende arter får en konkurrent til føden, ofte med det resultat at de bliver sjældnere. Hvis det udsatte dyr er et rovdyr vil det betyde døden for en masse dyr og fugle, som ikke er vant til det miljøfremmede rovdyr.

 

3) Dyret er hjemmehørende i vores natur. I dette tilfælde vil der forekomme en eller anden uheldig forurening med arveanlæg. Dyrs genpuljer er ikke ens fra land til land eller egn til egn, så de hårfine tilpasninger bringes i ubalance, hvis man udsætter dyr fra andre steder. Det gælder også noget så banalt som f.eks. padder eller firben m.v. Der forskes for eksempel i sådanne dyrs arveanlæg og genpuljer og der går kludder i resultaterne hvis folk render rundt og flytter på dyrene.

 

Gennem flere hundrede år har mennesket forårsaget faunaforurening i mange tusinde tilfælde rundt omkring i verden. Det har været ufrivilligt hvor f.eks. rotter er blevet spredt via skibsfarten til eksotiske øer, som de aldrig har haft adgang til før, og hvor de kan smadre økosystemet på ingen tid.

 

Der har været mange tilfælde af tankeløshed hvor man har hentet planter i fremmede lande og fået nogle skadedyr med, uden også at medbringe de naturlige fjender.

 

Og der har været mange eksempler på dumhed hvor man bevidst har importeret organismer, som har etableret sig temmelig effektivt og med stor konsekvens for naturen..Der er talrige eksempler på at folk har medbragt hjemmefra og udsat katte, gråspurve, kaniner og alt muligt andet, uden at tænke over konsekvenserne.

 

Sidst men ikke mindst er der en række meget uheldige situationer (lad mig betegne det hovmod) hvor forskere mente at have check på naturen og derfor kunne indføre nogle dyr til nye steder. Resultatet har mange gange været katastrofalt. Så når ikke engang naturvidenskabfolk kan gennemskue konsekvenserne af en udsætning, hvorfor skulle du så kunne det? Derfor:  Lad være, lad være, lad være!!

 

Det er iøvrigt ret tankevækkende, at mange af de naturligt hjemmehørende plante- eller dyrearter kan udryddes hvis de efterstræbes for voldsomt, mens invasive arter, som ikke hører hjemme, stort set er umulige at slippe af med igen!

Det lyder nu som om jeg er utroligt negativ overfor næsten alle menneskers gøren og laden omkring flytning af dyr. Jeg er ikke så negativ som det kunne lyde, for jeg ved godt at dette er noget vi mennesker gør, og mange gange sker der jo heller ikke noget. Jeg har da også selv hjembragt nogle levende insekter eller andet fra rejser i udlandet (men selvfølgelig ikke med nogen hensigt om at udsætte dem). Så min negativitet er såmænd blot hvad man kan tillade sig i bagklogskabens vidunderlige lys

 

Jeg vil gennemgå nogle eksempler:

 

UDLAND

 

Kaniner i Australien

 

 

Agatudse i Australien

 

DANMARK og omegn

 

Vaskebjørn (Procyon lotor) (eng.: raccoon)

 

Mårhund (Nyctereutes procyonoides) (eng.: racoon dog)

 

Mårhunden blev indført fra østlige Asien og østlige Rusland til vestlige Rusland ogflere østeuropæiske lande for at bruges som jagtbart pelsdyr. Den trives særdeles godt i bl.a vådområder og den er nu vidt udbredt og etableret nord for Alperne. Den er set i Danmark mange gange, og menes nu at være etableret med snesevis af par. I Finland er der mere end 1 mill mårhunde og man har opgivet at udrydde dem dér. I Sverige og Norge kæmper man for at undgå samme skæbne. Mårhunden er et altædende pattedyr, d.v.s. den æder padder, plantedele, små pattedyr, hvirvelløse dyr, vandfugle og æg. De anses for at være en alvorlig trussel mod lokale bestande af fugle og frøer og konkurrerer med ræv og grævling. Mårhunden er desuden smittebærer af rabies, skab, trikiner og ekinokokken (en mini bændelorm, som er dødelig for mennesker). Mårhunden tilhører familien hunde med næsten fuldstændigt tandsæt og er altså ikke i slægt med vaskebjørn (halvbjørne familien) trods det engelske navn, eller med mårer, som det danske navn kunne antyde. Ser du en mårhund skal det indrapporteres til Skov- og Naturstyrelsen!!

 

Amerikansk mink(Mustela vision)

 

Den amerikanske mink er blevet benyttet i europæisk pelsavl siden 1920, men først efter 1950 greb det om sig. Der har ofte været udslip og den findes nu i de fleste europæiske lande, også hvor der ikke tidligere har været (europæisk) mink. Den amerikanske mink æder fisk, fugle og -æg, små pattedyr og desuden krebs, bær, padder og ådsler. Den påvirker den europæiske mink negativt, og denne er nu truet flere steder. Også bestande af ilder og odder er påvirket negativt. Der er udbredt bekymring over minkens tilstedeværelse og effekt, bl.a. tyder meget på at det er mink, som er skyld i at de fleste ænder, gæs og svaner i f.eks. hovedstadsområdet ikke får unger på vingerne! Læs om minkregulering.

Bisamrotte (Ondatra zibethicus)

 

Sort svane

 

Nilgås (Alopechen aegyptiaca)

 

Nordamerikansk terrapin (sumpskildpadde) (Trachemys scripta) (eng.: Am. terrapin)

 

Grundling (Pseudorasbora parva)

 

Sortmundet kutling (Neogobius melanostomus)

 

Sortmundet kutling har lynhurtigt bredt sig i farvandene omkring sydøstlige Danmark. For et par år siden blev den indført, formentlig via ballastvand, fra Sortehavet eller Kaspiske Hav, og nu yngler den villigt. Da den er større og mere aggressiv end de danske kutlingarter forventes den at gøre indhug i bl.a. rejebestande og at ændre på flere biologiske balancer. Sortmundet kutling kommer fra levesteder med ret lavt saltindhold og kan også trives i ferskvand. Det er selvfølgelig svært at spå om fremtiden, men der er berettiget grund til at frygte, at de negative påvirkninger bliver langt større end de positive. Af positive muligheder kan nævnse at den kan tjene som byttedyr for torsk og den kan måske gå hen og blive en egnet spisefisk, da den kan blive op til 25 cm.

 

Solaborre (Lepomis gibbosus)

 

Solaborren findes langs Nordamerikas østkyst, fra Florida og op til mildt tempereret Canada. Den blev indført til Europa og udsat i flere floder og søer, men er først set i Danmark i 2002. Solaborren indføres især af akvarister fordi det er en prydfisk i akvarier og havedamme mm. Er udsluppet/udsat herfra og er desuden ulovligt udsat i flere søer af folk, som mente at den kunne bekæmpe fiskelus på regnbueørreder. Den økologiske effekt er endnu uklar, men de kan muligvis reducere visse typer plankton og derved medføre øget ophobning af næringssalte.

 

Latterfrø

 

Guldfisk

 

Signalkrebs (Pacifastacus leniusculus)

 

Stillehavs østers (Crassostrea gigas)

 

Blev fra 1964 og de følgende år importeret fra Canada af hollandske østersavlere (østers-avlere, ikke øster-savlere). Midt i 70-erne begyndte de at etablere og sprede sig langs de hollandske kyster og op i 90´erne til de Nordtyske vadehavskyster. I Danmark sås de første stillehavsøsters i Lillebælt efter udslip fra avlere i Flensborg Fjord. Men der har nok også været udslip fra danske østers avlere. Arten er nu veletableret i Vadehavet og truer mange blåmuslingebanker. De vilde østersbanker er ikke egnede til at høste fra, fordi individerne sidder så tæt at de ikke bliver særlig store.

 

Kinesisk uldhåndskrabbe(Eriocheir sinensis)

 

Kommer fra havet omkring Japan og østl Kina. Er først set i 1912 i tyske floder, formentlig ankommet via ballastvand. Har siden spredt sig til floder og flodmundinger mm omkring Nordsøen og Østersøen og siden til Frankrig, Spanien, Italien og USA. Forårsager skader ved at grave i diger og flodbanker, og kan optræde i så enorme mængder at de kan blokere vandfiltre og kølevandsindsugninger, og de kan ødelægge fiskenet og akvakulturer. Kan gøre voldsomt indhug i lokale arter af krebsdyr, store alger, hvirvelløse dyr og fisk.

 

Vandremusling (Dreissena polymorpha)

 

Kommer fra Sortehavet og Kaspiske hav mm. Er måske ikke direkte medbragt og udsat, men har formentlig spredt sig via de mange udviklede kanalsystemer og Østersøens brakvand. Vandremuslingen påvirker visse algebestande og vegetation, og kan muligvis reducere ophobningen af næringssalte og derved øge vandsigtbarheden. Er nu veletableret i mange søer og kan måske påvirke enkelte fiskebestande i negativ retning. Vandremuslingen holdes formentlig nede fordi vandfugle gør kraftigt indhug i bestandene. 

 

Ny invasiv havemyre (Lasius neglectus

 

3.12.2008. Ifølge Politiken er en ny havemyre på vej mod Danmark. Der er tale om en havemyreart, Lasius neglectus, som næsten til forveksling ligner (men er lidt mindre end) vores hjemlige, sorte havemyre, Lasius niger, . Den nye art menes at stamme fra dele af Tyrkiet syd for Sortehavet, men har de sidste 15-20 år etableret sig i Budapaest og derfra bredt sig mod nord og vest. Den er nu fundet enkelte steder i Nordtyskland, Spanien og Frankrig. Den invasive havemyre lever i underjordiske kolonier ligesom den sorte. Men hvor den sorte kun lever i selvstændige kolonier med en dronning og op til 50000 arbejdere, så kan den nye art danne omfattende netværk af kolonier - superkolonier, der kan brede sig over flere km og rumme 100 mill individer, heriblandt titusindvis af dronninger!. I et området med en sådan koloni vil andre havemyrearter blive fuldstændig fortrængt da den invasive havemyre er ret aggressiv overfor nærstående arter.

 

Den nye art lever i stor udstrækning af "honningdug", som er den sukkerholdige afføring fra bladlus. Myrerne holder derfor store mængder af bladlus i live oppe i vegetationen ved at passe på dem og holde visse naturlige fjender borte. Arbejder-myrerne tilbringer næsten alle døgnets 24 timer med at passe bladlus. Det er blevet nævnt, at i det tidlige forår - hvor bladene ikke er sprunget ud så der ikke er nogen bladlus - der har man set myrerne bygge små læhegn eller "jordtelte" omkring spæde planter med nystartede bladlusangreb. Normalt besøger myrerne næsten udelukkende bladlus i træer, så selvom konsekvensen af den invasive havemyres tilstedeværelse kan være en øget tilstedeværelse af bladlus, er det endnu uvist om det vil have større indflydelse på de pågældende træsorters trivsel. Myrerne lever dog også i nogen udstrækning af insekter mv, ganske som de fleste andre myrearter; de skal jo have protein til vækst og stofskifte mm.

Spredningen af denne myre sker primært ved menneskets hjælp, f.eks. med jord på de mange planter som sælges og flyttes rundt i Europa. Det er endnu uvist om den vil kunne trives i Danmark, men det er absolut tænkeligt.

 

Iberisk skovsnegl (Arion lusitanicus)

 

Dræbersnegle og andre snegle er mellemvært for bl.a.rundormene hjerteorm og lungeorm, der kan smitte hunde som æder snegle.

 

Svovlorm (Maranzelleria viridis)

 

Svovlorme har invaderet danske havmiljøet i næsten alle  indre farvande. (12.12.2011)

Svovlorme kendes først og fremmest som de lange blodrøde orm, som kan leve i det utroligt varme vand, der forekommer  - ofte på dybt hav, hvor den glødende undergrund ligger tæt på havbunden. Der er tale om ledorme (Annelider) hvorunder hører børsteorme (Polychaeter) . Den mest udbredte art ”Giant tube worm” (Riftia pachyptilia), kan blive op til 3 m lang og 10 cm tyk. I ungdomsstadiet optager ormene bestemte bakterier, som er i stand til at omdanne f.eks. svovlholdige forbindelser til kylhydrater, som ormene ernærer sig ved. De voksne orm har ingen mund, tarm eller endetarm, men optager ilt, svovlbrinte, kuldioxid mm gennem kropsvæggen. De er kraftigt røde, fordi de indeholder en stor mængde hæmoglobinagtigt stof. Forplantningen sker ved at hunnerne udgyder fedtholdige æg, som svæver op i vandet og befrugtes af sædceller udgydt af hannerne. Efter befrugtning udvikles et larvestadie, som er i stand til at sanse sig frem til nye varme steder at slå sig ned i.

 

Den svovlorm (Marenzelleria viridis), som nu optræder i enorme mængder i Danmark, tilhører også  (hav)børsteormene. Den er grøn og bliver op til 20 cm, men ligner bygningsmæssigt mere de hjemlige arter af frynseorme, som de fleste har mødt langs stranden (Nereis arter). Den er iagttaget omkring Skotland for ca 30 år siden og er først kommet til Danmark for knap 10 år siden – sandsynligvis med ballastvand fra skibe – fra Nordamerikas østkyst , og nu findes de i mængder på op til 1000 individer pr m² havbund. Det er især de indre fjorde, som er udsatte. Svovlormene kan leve under iltfattige forhold og bidrager til at sænke iltindholdet yderligere. Derved er de med til at skabe iltssvind. De bidrager også til at mængden af svovlbrinte øges, hvilket igen betyder at svovlbakterier, som trives i iltfattige miljøer, optræder i store koncentrationer. Dette frembringer store purpurfarvede plamager på havbunden, i et omfang så det kan ses fra satelitter.

 

Det vurderes, at vi aldrig kan slippe af med svovlormene, og spørgsmålet er nu i hvilket omfang vort havmiljø ender med at være påvirket. Det ser ud til at vore hjemlige arter af frynseorme, som bidrager til at ilte fjordbunden, bliver udkonkurreret af svovlormene, som istedet af-ilter  fjordbunden. Indtil videre synes der også at være en sammenhæng mellem svovlormes tilstedeværelse og ålegræssets tilbagegang. Det er ikke til at sige hvor galt det ender. ”Heldigvis” trives svovlormene ikke i uroligt vand med megen bølgeaktivitet.

 

 http://videnskab.dk/miljo-naturvidenskab/forskere-afslorer-google-earth-ildelugtende-svovlorm-invaderer-danmark

 

Dræbergoplen (Mnemiopsis leidyi)

 

Dræbergoplen er betegnelsen for det fritlevende stadie af amerikansk ribbegople (Mnemiopsis leidyi). Den stammer fra Nordamerikas østkyst og blev i foråret 2007 for første gang observeret i danske farvande, da der blev fundet flere eksemplarer i Storebælt. Den er ganske givet kommet hertil med ballastvand, som skibe har ”indtaget” i goplens normale levested og udledt nær vore farvande. Det er formentlig sket omkring Holland, og herfra har den så bredt sig op langs vestkysten og til de indre farvande.

 

De første år har den især optrådt i Limfjorden, hvor næsten enhver form for zooplankton, herunder små krebsdyr, fiskelarver og -æg er næsten udryddet. I de seneste år er den også fundet i andre indre farvande og ses nu også i dybere vand i Østersøen omkring Bornholm. Her yngler torskebestande og der er teoretisk mulighed for at disse bestande kan blive voldsomt truet af dræbergoplen.

 

Dræbergoplen er også kendt fra Sortehavet, som i 1980erne fik næsten al zooplankton udryddet efter stor opblomstring af goplen. Fiskeriet af brisling, ansjoser og hestemakrel brød efterfølgende helt sammen. Problemet blev dog til dels løst ved at en af dræbergoplens naturlige fjender, melon-goplen (Beroe cucumis/B. ovata), også fandt vej til Sortehavet – sikkert på samme måde som dræbergoplen, nemlig med ballastvand. 

Dræbergoplen kommer oprindeligt fra et varmere klima, og da den ikke tåler koldt vand under 2° er der håb om, at bestanden kan blive voldsomt nedbragt i de kolde vintre, så den ikke kan etablere sig permanent i danske farvande. Da den trods alt er i farvandene omkring os vil der dog helt sikkert komme nye indvandringer; vi slipper nok aldrig af med den igen. Da den tåler meget lavt iltindhold kan den let overleve en vinter på dybere vand. Det generelle forekomstmønster vil nok være at bestanden nedbringes kraftigt om vinteren og blomstrer så op til en kulmination i august. Man kan frygte, at klimaforandringer, som vil øge den gennemsnitlige vandtemperatur med et par grader, vil være gunstige for dræbergoplens trivselsmuligheder. Vort held er dog at dræbergoplens eneste naturlige fjende, melon-goplen, findes naturligt i vore farvande, og måske kan den komme til at spille en hovedrolle i bekæmpelsen af dræbergoplen.

 

Ribbegoplens livscyklus omfatter 2 stadier. I ungdomsstadiet vokser de fra ca 0,3 mm til ca 10 mm. De er klokkeformede og har 2 lange, nedhængende føletråde (tentakler) med klæbrige sidegrene. Små byttedyr svømmer ind i de klæbrige tråde, som langsomt trækkes op til mundregionen. Her ”ædes” og fordøjes byttet. Efter få uger ændrer goplen sig og skifter fra dette tentakelstadie til et lobat stadie. Nu skiftes de lange føletråde ud med en mængde små føletråde, fangsttentakler, rundt om mundregionen, og derudover vokser et par nedadrettede mundlapper (lober) frem. Fangstmetoden består nu af 2 strategier. Den ene  består af en større mængde små fimrehår, som frembringer en vandstrøm, der fører mindre byttedyr (plankton,muslingelarver mm) en til de små fangsttentakler og den anden består af mundlapperne, som kan klappe sammen om de lidt større byttedyr (vandlopper mm). De 2 fangststrategier betyder af ribbegopler bliver meget bredspektrede i deres fødevalg, og de kan derved gøre indhug i flere bestande af havdyr. I begge stadier er dræbergoplen æg- eller klokkeformet med ”kroppen” placeret opretstående og med nedadhængende munddele. Som voksen kan de blive op til 10 cm.

 

Dræbergopler vokser meget hurtigt. Æggene klækkes på 1 døgn og i lunt vand opnår de kønsmodenhed efter få uger, og kan i alt opnå en størrelse på 10 cm. De er tvekønnede (hermafroditter)  og kan producere 2-3000 æg om dagen inden de dør efter nogle måneders levetid. Men i løbet af en sommer kan de nå at udvikle flere generationer.

De indre danske farvande er naturligt hjemsted for flere arter af lignende ribbegopler, blot er de bedre tilpassede og i en god balance med byttedyrbestandene.  I forårsperioden er den mest almindelige art af disse Bolinopsis infundibulum.

 

Den amerikanske ribbegople må ikke forveksles med mere berygtede dræbergopler langs Thailands og Australiens kyster. Disse, havhvepsen (Chironex fleckeri) og flere nærstående arter, tilhører en helt anden slags gopler (havhvepse, Cubuzoa), som bliver op til 30 cm i diameter og har flere meter lange tentakler med meget giftige nældeceller. Giften er voldsomt smertefuld og kan lamme eller bedøve offeret, som derved let kan drukne.

De seneste år har man opdaget en tilsvarende giftig, ganske lille, dræbergople på ca 1 cm. Denne art er nært beslægtet med den lidt større irukandji-gople, Carukia barnesi, som findes i tilsvarende områder som havhvepsen. Tentaklerne bliver op til en halv meter lange hos disse

 

Mnemiopsis leidyi : række Ctenophora, klasse Tentaculata, orden Lobata, familie Bolinopsidae

Chironex fleckeri: række Cnidaria, klasse Cubuzoa, orden Cubomedusae, familie Chirodropidae

Carukia barnesi: række Cnidaria, klasse Cubuzoa, orden Carybdeida, familie Carybdeidae

 

Skvalderkål

 

Bjørneklo

 

en masse planter (flere på vej)